Næstved Boldklub må formentlig sige farvel til angriber Christoffer Thrane efter et års samarbejde, men offensivspilleren ville ellers gerne forlænge.
Thrane fortæller dog til sn.dk, at Næstved i sit kontraktudspil har næsten halveret lønnen, og det kan ikke hænge sammen for den 26-årige angriber.
- Jeg er rigtig glad for klubben, og ville gerne forlænge. Næsten en halvering af lønnen er dog under smertegrænsen, og det er dét, de har lagt op til - det kan jeg ganske enkelt ikke få til at hænge sammen, så jeg har været nødt til at takke nej, siger Thrane til sn.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Efter mit afslag for to uger siden har jeg ikke hørt fra dem, så det ser lidt sort ud. Min agent og jeg er derfor gået i gang med at se, hvad der er af andre muligheder.
Christoffer Thrane fortæller, at der er interesse fra flere 2. divisionsklubber og én fra 1. division, hvor han måske skal til prøvetræning i næste uge. Han har også norsk interesse, siger han.
Christoffer Thrane scorede 11 mål og leverede seks assists for Næstved i sidste sæson i 2. division.

Næstved Boldklub
CampoBet 2. division





























