Ti dage på intensiv: Remmer var tæt på at dø

To holdkammerater sidder i en bil på vej fra Haderslev til København i september 2023.

Til at starte med er alt egentlig, som det plejer, men da Emil Berggreen og Christoffer Remmer gør et pitstop omkring Odense for at få noget at drikke, har sidstnævnte pludselig fået det skidt.

Feberen tager fat, og Remmers temperatur runder de 40 grader, inden bilen ankommer til hovedstaden.

- Jeg tog hjem og sov hos min bror og hans kone, der er sygeplejerske, for så var jeg ligesom under opsyn. Jeg havde 41 i feber, og vi var selvfølgelig lidt nervøse for, hvad det kunne være.

- Jeg blev faktisk afvist af vagtlægen, som mente, at jeg bare skulle sove den ud, men da jeg så vågnede dagen efter, kunne jeg slet ikke snakke, fortæller nu 31-årige Christoffer Remmer til Bold.

Herefter bliver hukommelsen mere og mere utydelig.

- Jeg kan bare huske, at jeg vågnede og gik på toilettet, og så kan jeg huske, at min brors kæreste holdt mig i armene og sagde, at nu ringer hun efter en ambulance.

- Derefter er det næste, at jeg ligger på en briks i ambulancen, hvor en ambulanceredder fortæller mig, at nu får jeg bredspektret antibiotika, fordi de mistænker meningitis.

- Så falder jeg i søvn og vågner op et døgn senere, hvor det har været mere eller mindre kritisk det meste af tiden.

Selv om han som sådan var vågen, husker han intet fra det døgn.

- Jeg er der egentlig, men jeg har så stort tryk i hovedet, at man kan godt snakke til mig, og jeg kan godt reagere, men jeg kan ikke sige noget sammenhængende og husker intet, fortæller Remmer.

Knivskarp ambulanceredder
I Danmark rammes omkring 100 mennesker om året typisk af meningitis, der er en alvorlig betændelsestilstand i hjernehinderne.

Sygdommen kan ramme hvem som helst, er livstruende og kan opstå i løbet af meget kort tid – det vil sige timer.

Derfor er det helt afgørende, hvor hurtigt den opdages og behandles.

- Som jeg har fået fortalt det, er det, der egentlig redder mig, at jeg får antibiotika allerede i ambulancen – altså at jeg ikke skulle køre hele vejen ind på hospitalet først, men at ham ambulanceredderen var knivskarp og gav mig alt, hvad de havde.

- Han fik pumpet så meget antibiotika i mig, at da jeg kom ind på skadestuen, hvor de tager nogle prøver og forsøger at finde ud af, hvad der er for en bakterie, og hvor den kommer fra, så har han faktisk dræbt den så meget, at de ikke rigtig kunne finde ud af, hvad det helt præcis var.

- Men det er måske også det, der har betydet, at jeg klarede den, fortæller Christoffer Remmer.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det blev til 67 optrædener i FCK-trøjen. Foto: Liselotte Sabroe

Det var dog langt fra overstået, fordi han nu var kommet på hospitalet. Det endte med hele ti dage på intensiv afdeling.

- Der var på et tidspunkt, hvor jeg blev overflyttet fra Hvidovre Hospital til Rigshospitalet om natten, fordi det var kritisk.

- De vurderede, at jeg skulle overflyttes, fordi jeg måske skulle have boret hul i kraniet, så de kunne få noget af væsken ud. Det skete heldigvis ikke, for de fik styr på det inden da.

- Det var selvfølgelig en meget presset familie, jeg vågnede op til, for de var ikke helt sikre på, om de ville komme til at se mig igen.

Oversvømmet e-Boks afslørede alvoren
Selv om familien naturligvis var tydeligt påvirket, indså Christoffer Remmer først selv, hvad der var sket, da han forlod hospitalet igen.

- Det gik først for alvor op for mig, da jeg blev udskrevet og kom hjem i min mors lejlighed. Der så jeg, at jeg havde 2-300 sider i min e-Boks med alverdens tests, de har lavet på mig på hospitalet.

- Det var først, da jeg kiggede i min journal, at det gik op for mig, hvor tæt på det egentlig har været. Jeg kunne jo se, at jeg var blevet behandlet for meningitis og septisk shock, hvor organerne er lige ved at stå af.

- Så begynder man at google de forskellige ting og kan se overlevelsesraten, og der gik det op for mig, at det havde sgu været lidt ude af alles hænder. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Remmer i aktion i Belgien. Foto: Ritzau Scanpix

- Der var nogle dygtige folk, der havde været hurtige, men hvis der ikke var blevet ringet efter en ambulance lige der, kunne det sagtens være, at jeg to timer senere ikke stod til at redde.

- Jeg fik i hvert fald at vide, at jeg skulle være meget taknemmelig, hvilket jeg også er. Jeg er dybt, dybt taknemmelig, og det forløb sætter tingene i et lidt andet perspektiv, fortæller Remmer.

Som kørt over af et tog
For en gangs skyld måtte fodbolden træde lidt i baggrunden i den efterfølgende periode.

- Frem mod jul var fodbold ikke så vigtigt for mig, for der vidste jeg faktisk ikke, hvordan det hele lige ville komme til at gå.

- Jeg har jo aldrig prøvet sådan noget før, og da jeg vågnede op inde på intensiv og blev taget af smertestillende, føltes det, som om min krop var blevet kørt over af et tog. Jeg har aldrig haft så ondt, så der var ikke så meget, der hed fodbold lige der.

- Det var først på den anden side af jul, hvor jeg kunne løbe igen, og så måtte vi tage en dag ad gangen. Det gjorde jeg, og så er det rimelig hurtigt gået den rigtige vej.

- Så kunne jeg løbe og spille fodbold, uden at jeg hævede op, og så er det jo en lang og sej kamp, når man har ligget stille i så lang tid.

Christoffer Remmer endte med at have konstant feber i resten af september.

- Jeg havde faktisk en hel måned, hvor jeg ikke rigtig kom uden for en dør, fordi jeg havde kronisk feber, og da den så gik væk i oktober, var det først der, jeg kunne prøve at bevæge mig igen.

- Det svarer næsten til at gennemgå en operation og være sengeliggende i en måned, så det har været en lang og sej kamp, som jeg var færdig med at kæmpe for en måneds tid siden, hvor jeg for alvor var tilbage.

- Nu er jeg fit for fight igen, og jeg har bare lyst til at spille fodbold og give den max gas. Nu har kroppen det godt igen, og det er jeg simpelthen så glad for, siger Remmer.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Med Ole Gunnar Solskjær som træner i Norge. Foto: Molde

For en måneds tid siden åbnede Remmer for første gang op om sit sygdomsforløb i et interview med JydskeVestkysten, og siden er det blevet besluttet, at han forlader Sønderjyske efter sæsonen. Han er dog på ingen måde klar til at lægge støvlerne på hylden endnu.

- Slet, slet ikke. Jeg er så glad for, at jeg er ved at være i form igen, og jeg har bare lyst til at spille fodbold. Jeg føler måske lidt, at jeg har fået taget en sæson fra mig. 

- Det her var så spektakulært, og det kan man jo ikke gardere sig imod. Man kan godt tage benskinner på, og man kan trække sig i nogle tacklinger, men der findes ingen magisk hjelm, der kan bremse det her, så det føles totalt uretfærdigt på en eller anden måde.

- Jeg er bare glad for, at jeg er tilbage nu, understreger Remmer.

Foruden Sønderjyske har han optrådt for belgiske Westerlo, norske Molde, FC København samt forskellige danske ungdomslandshold.

En særlig tak
Udover at Christoffer Remmers brors kone tog symptomerne alvorligt og reagerede, har redderen fra ambulancen efter alt at dømme også spillet en særdeles vigtig rolle.

Selv om Remmer har forsøgt, har han endnu ikke haft mulighed for at takke vedkommende endnu.

Han ved i hvert fald ikke, om beskeden er nået frem.

- Min mor er tidligere sygeplejerske, så hun kender kommunikationsvejen, og da jeg fik det hele at vide, bad jeg hende skrive ind, at jeg er meget taknemmelig.

- Jeg ved ikke, om han har fået det at vide, men hvis beskeden på en eller anden måde kunne nå frem til ambulanceredderen, ville det betyde meget for mig.

- Jeg tænker, han sikkert har reddet en masse liv siden da, men jeg håber, at han ved, hvor taknemmelig jeg er, afslutter Christoffer Remmer.

Det er først i denne uge, at der er kommet afklaring på, at samarbejdet med Sønderjyske stopper efter indeværende sæson, så hvad fremtiden bringer er endnu uvist.

Foto: Sønderjyske