38-årige John Dyring kan skrive et hav af divisionskampe for Skive og Hobro på CV'et. Midtbanespilleren nåede også forbi Viborg FF, hvor han blandt andet blev noteret for 26 Superliga-kampe.
Dyring har dog været meget ramt af skader, og i sommeren 2018 blev han tvunget til at stoppe karrieren grundet en langvarig ankelskade.
Den tidligere Superliga-spiller og Skive-anfører har dog valgt at pudse støvlerne af igen, da han i foråret skal hjælpe Skives Serie 1-hold. Det siger Skive-træner Michael Svenningsen til LigaBold.dk.
Træneren er meget glad for, at Dyring har lyst til at hjælpe, og han kalder ham for en legende.
- John (John Dyring, red.) har været ansat hos mig i administrationen, inden han drog til Midtjylland og blev træner (som U13-træner, red.), så vi har altid haft et rigtig godt forhold. John er en kæmpe spiller hos os. Han er det, som man kalder en legende i klubben. Han har spillet her i rigtig mange år og har været anfører på førsteholdet.
- Han har været alvorlig skadet med sin akillessene, og vi ved heller ikke, om den holder, men der ser sådan ud på det her niveau. På Serie 1-niveau kan han godt bidrage, men højere oppe kommer han aldrig. Der er han for skadet, siger Michael Svenningsen til LigaBold.dk.
Hvad kan han komme med?
- Han kan virkelig skabe noget ro omkring de unge mennesker. Han er rigtig god til at guide drengene, da jeg har med unge mennesker at gøre. Det er lige præcis sådan én, som vi har brug for.
Selvom John Dyring ikke har spillet fodbold i tre et halvt år, så er Skive-træneren positivt overrasket over midtbanespillerens formåen.
- Jeg tror, at han kan blive typen, der kan vurdere, om vi skal trække vejret eller køre på. Det har jeg en god fornemmelse om. Han er bare boldfast på Serie 1-niveau. Det er sjældent, at han laver en fejl. Jeg er lidt imponeret over den forfatning, som han er i, siger Michael Svenningsen og tilføjer:
- Man kan se godt på hans akillessene, at han ikke har den samme fart, men overblikket, boldkontrollen og viljen til at ville er der stadig. Han træner ikke fuldt med, men det er en fornøjelse at have sådan en gammel gut med.
Får ingen særbehandling
De unge Skive-spillere har været glade for at træne med erfarne Dyring, og selvom akillessenen er skrøbelig, så bliver han behandlet på lige vilkår med de andre.
- Folk har taget så godt imod ham, men de har ikke skånet ham. De er dog godt klar over, at der er kommet én med kvalitet, og de er rigtig tilfredse med, at han er her og bidrager.
- Der er ikke nogle, der puster sig op. Folk ved godt, at når John (John Dyring, red.) siger noget, så er det ikke for at skade nogle spillere, men for at hjælpe, så kæmpe respekt til drengene. John får ingen særbehandling. Når han er her, skal han træne igennem og give den gas, siger træneren, der tilføjer, at han træner en til to gange om ugen.
Dyring har qua sin store erfaring som spiller en naturlig evne til at være leder, og det nyder Svenningsen at se.
- Alle seniorspillerne i truppen er super tilfredse med, at John (John Dyring, red.) vil bidrage. Man kan se, at de unge spillere, der kommer ned fra divisionstruppen, lytter lige så meget til ham. Det er ikke sådan, at John hæver sig over andre. Han knokler bare på, og vi er glade for at have ham, der betaler ekstra tilbage, fordi han har været her i mange år. Han giver lige et nap med og giver noget erfaring til de unge mennesker. Det er sejt, siger Michael Svenningsen til LigaBold.dk.
38-årige John Dyring kan komme i kamp for Skive, når mandskabet indleder Serie 1-sæsonen mod Gundersted IF 26. marts.
I videoen øverst kan du se John Dyrings flotte mål mod AGF for Skive.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Skive II
































