2022-06-27 17:40:02

Tidl. SL-spiller til DS-klub: Han er megadygtig

Holbæk har fået tilgang af den tidligere Superliga-spiller Benjamin Lund. Cheftræner Jan Faber siger til bold.dk, at han glæder sig over tilgangen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holbæk er ved at forberede sig til den kommende sæson af Danmarksserien, og nu har Jan Fabers tropper sikret sig den første forstærkning.

Klubben har nemlig fået tilgang af Benjamin Lund, der har spillet i 3F Superligaen for FC Nordsjælland og Vendsyssel og har mange divisionskampe på CV’et for B.93, FC Roskilde og Vendsyssel. 

Du kan se Benjamin Lund score i Superligaen i videoen øverst i artiklen.

Holbæk-cheftræner Jan Faber siger til bold.dk, at han glæder sig over tilgangen af backen, der senest har tørnet ud for FC Roskilde. 

- Han kender Illum (Jeppe Illum, red.) og flere af de andre, der har været i FC Roskilde. De snakkede godt om, at han nok ikke havde tid til at træne så meget i Roskilde, og han kunne måske godt være interesseret i at spille i Holbæk. Illum kender ham ret godt og bor i København. Rudi (Morten Rutkjær, red.) kender ham fra B.93, siger Jan Faber til bold.dk og tilføjer:

- Jeg ved, at han er megadygtig. Jeg har set ham spille i Roskilde. Han er ung, men han er stadig rutineret og har spillet mange kampe på højt niveau. Han kan godt lære fra sig, og så ved jeg fra de andre, at han er en super god fyr. 

- På den baggrund er jeg sikker på, at han passer godt i vores trup. Vi er jo rigtig smalle, og vi har også brug for spillere med noget mere alder og rutine, end vi har haft i den halvsæson, hvor jeg har været der. 

- Det handler ikke om, at vi ikke skal bruge de unge, men der skal være nogle flere at læne sig op ad. Vi har spillet rigtig mange kampe, hvor nogle af de rutinerede ikke har været 100 procent klar. Vi har haft flere debutanter på 16 og 17 år, og det er rigtig fedt at have dem med, men de skal også have nogle, som de kan lære af. Det kommer ikke af sig selv. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jan Faber siger ligeledes, at 25-årige Benjamin Lund bliver en vigtig del af Holbæk-mandskabet, da Holbæk har fået en svær Danmarksserie-pulje. Her nævner Faber blandt andet Lunds store fart som en af nøglerne til succes.

I puljen skal Fabers tropper møde B 1908, Brønshøj, Greve, GVI, Gørslev IF, Herstedøster IC, Karlslunde IF, Roskilde KFUM og Tårnby FF.

Cheftræneren fortæller ligeledes, at Benjamin Lund har et rigtig godt forhold til Aske Lundsgaard, der er fysisk træner i Holbæk. 

Lund får mulighed for at få officiel debut i Danmarksserien, når Holbæk møder Brønshøj 12. august.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0