FC Sydvest 05 Tønder har haft et hårdt efterår, hvor mandskabet er placeret i bunden af Danmarksserien Pulje 3.
Det skal en ny cheftræner forsøge at rette op på, og det bliver en velkendt herre i Sydvest, der overtager cheftrænerroret.
33-årige Kasper Sørensen har i mange år været en stor profil for FC Sydvest, hvor han har også båret anførerbindet. Tiden som fodboldspiller er dog forbi for Sørensen, men nu skal han stå i spidsen for klubbens førstehold i Danmarksserien.
Den nye Sydvest-cheftræner siger til LigaBold.dk, at han ikke var i tvivl, da han fik tilbuddet om at blive cheftræner.
- Nu har jeg efterhånden været i klubben i en del år, og jeg var nærmest med til at starte det som spiller. Jeg har fulgt dem siden med nogle få afstikkere. I og med, at jeg ikke selv kan spille, så har jeg arbejdet lidt med trænergerningen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg startede egentlig for nogle år siden, og så havde vi nogle snakke om det. Der var jeg ikke i tvivl om, at jeg var klar, og jeg har opbakningen til det. Der var ikke så meget andet end at sige ja, siger Kasper Sørensen til LigaBold.dk og tilføjer:
- Kroppen er blevet slidt og gammel, og så har jeg bøvlet med en knæskade, som ikke rigtig har villet stoppe for alvor. Det går godt i kort tid, og så er man tilbage. Så kompenserer man på alle mulige andre måder. Hvis jeg skal kunne lege med mine børn om fem og ti år (så skulle han stoppe nu, red.), så det har været den overvejelse, der har været.
Kasper Sørensen ved godt, at det venter nogle vanskelige kampe for Sydvest i foråret, men cheftræneren tror på, at klubben klarer skærene. FC Sydvest 05 Tønder har 11 point efter 14 kampe. Det er samme pointtal som Hedensted IF. Aarhus Fremad og Varde IF er seks point foran Sydvest på den rigtige side af stregen.
- Det bliver et hårdt forår, hvor vi skal rykke sammen i bussen. Det handler om at overleve og skrabe så mange point sammen som muligt. Jeg tror, at der er 39 point at spille om, så det er ikke fordi, der ikke er nok point at spille om, men vi skal have samlet holdet igen og fundet et par forstærkninger, og så er jeg sikker på, at vi nok skal klare det. Ellers havde jeg ikke takket ja, siger Kasper Sørensen til LigaBold.dk.
Kasper Sørensen har også været et par år i Brønshøj under ledelse af Bo Henriksen, hvor han i en kort periode var anfører. Derudover var han en del af SønderjyskE som ungdomsspiller.
Sørensen har også tidligere været spillende assistenttræner i Danmarksserien og 2. division for FC Sydvest samt træner for andetholdet i klubben. Han har også erfaring som ungdomstræner i moderklubben Tønder SF.
Sørensen har skrevet kontrakt med FC Sydvest til udgangen af 2024.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.