Hasan Kurucay gav for et par år siden i et interview i BT udtryk for, at han forventede at blive bedre end David Luiz. Dengang var han 17 år gammel, havde stor succes i OB's ungdomsafdeling og havde fået debut på det tyrkiske U17- og U18-landshold.
Nu - knap to år senere - er han klubløs. Hans kontrakt i OB løb ud ved årsskiftet, og han formåede ikke at overbevise klubben om, at han skulle have en forlængelse.
Dermed kan man forledes til at tro, at Hasan Kurucay, som i dag er 19 år gammel, bukkede under for det pres, han fik lagt på sig selv - men den opfattelse er Kurucay ikke af.
- Jeg føler egentlig, at jeg har gjort det ordentligt. Jeg synes, det er gået okay. Jeg kom op på Superliga-holdet og trænede og spillede godt. Men jeg følte aldrig rigtig, at jeg fik chancen i OB, siger Kurucay.
- Men det er ikke mig, der går glip af noget - det må OB ærgre sig over, når jeg en dag spiller et andet godt sted, siger Hasan Kurucay.
Selvtilliden er intakt hos Kurucay, som i øjeblikket holder formen ved lige, indtil han finder sig en ny klub. Og han drømmer stadig om at nå de høje tinder.
- Som alle unge drenge, så drømmer man om at spille på allerøverste plan. Jeg drømmer også om at spille i en af de store ligaer, men jeg er udmærket klar over, at det ligger et stykke ude i fremtiden, siger Kurcay.
- Jeg tror på det, og jeg arbejder stenhårdt på at opnå det, siger han.
Den 19-årige midtstopper har som sagt spillet ungdomslandskampe for Tyrkiet - og han håber, at han kan komme til det igen.
- Jeg har ikke været udtaget i et års tid nu, så jeg ved ikke, om jeg er helt inde i varmen længere - men de er i hvert fald klar over, hvem jeg er, siger Kurucay.
- Men det er helt sikkert et mål for mig at komme tilbage. Jeg skal finde den rigtige klub og spille uge efter uge, og så er jeg også sikker på, at det nok skal komme, siger han.
Hasan Kurucay har optrådt for både U17- U18- og U19-landsholdet i Tyrkiet. I alt er det blevet til syv optrædener i den tyrkiske trøje.
nicolai@bold.dk



OB





























