OB har frem mod den nye 3F Superliga-sæson sagt goddag til et nyt ansigt i form af Emmanuel Sabbi, inden den nye sæson begynder for fynboernes vedkommende søndag mod FC København.
Selv om ikke meget har rørt på sig indtil nu, så er sportschef Michael Hemmingsen godt tilfreds med truppens tilstand.
Han glæder sig særligt over klubbens aktivitet i januar-vinduet, hvor man hentede hele seks spillere i form af Aron Thrandarson, Mikkel Hyllegaard, Mart Lieder, Alexander Juel Andersen, Kasper Larsen og Jørgen Skjelvik.
Er du tilfreds med, hvordan truppen ser ud?
- Ja, det er jeg faktisk. Jeg synes, vi har en rigtig god trup, og vi er kommet rigtig godt ind i 2020, og nu står vi foran en turneringsstart, hvor vi med tilgangen af Sabbi også har været aktive i forhold til at få nye kræfter ind, så vi ser fine ud, synes jeg, siger han og uddyber:
- Vi har været aktive i forhold til at forstærke os i vinter, og vi er godt på vej til at være i mål med det, og nu skal vi i gang med at få kontinuiteten under huden, så spillerne også relationelt bliver bedre.
Han mener, at den nuværende trup er god nok til at nå målsætningen om top seks i 3F Superligaen.
- Vi kigger jo altid efter forbedringer, men jeg synes vitterligt, at vi allerede nu har en stærk trup, som sagtens kan konkurrere op til vores målsætninger under de forudsætninger, vi har.
Transfervinduet lukker som bekendt først ved midnat 5. oktober, og selv om Hemmingsen er tilfreds med truppens udseende, så kan der altså ske ændringer.
- Vi skal holde øje, om der opstår muligheder for at forbedre os i vinduet. Det er et langt vindue, og nogle skal måske prøve noget andet eller måske skal vi tilføre noget. Der kan nå at ske så meget i et transfervindue, siger han.
Kan du forestille dig et vindue uden yderligere nye spillere?
- Jeg vil ikke udelukke noget, og jeg vil sige, vi er forberedt, hvis der skulle opstå nogle muligheder, og vi følger selvfølgelig en række spillere, siger han uden dog at ville kommentere på, hvilke positioner OB kigger efter nye spillere til.
OB var tidligere på sommeren interesseret i at sikre sig Simon Makienoks underskrift, men han tog som bekendt til St. Pauli.
OB har inden den nye sæson rykket Rasmus Nissen, Christian Vestergaard og Tarik Ibrahimagic op i førsteholdstruppen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

OB
3F Superliga


































