I et voldsomt tæt ræs i toppen af 2. Bundesligaen kæmper FC Köln for at vende tilbage til den bedste tyske række, og i den forbindelse er Gerhard Strubers tropper på angriberjagt.
Det har ifølge Bolds oplysninger fået traditionsklubben til at vende blikket mod Fyn, hvor OB-profilen Luca Kjerrumgaard lige nu boner ud på NordicBet Ligaens topscorerliste med 12 træffere i 14 kampe.
Bold erfarer, at FC Köln har været i dialog med OB om en potentiel handel, men fynboerne værdsætter sin formstærke spidsangriber så højt, at samtalerne indtil videre ikke er på et fremskredent stadie.
Parterne er ganske enkelt for langt fra hinanden i forhold til, hvad man mener, Luca Kjerrumgaard skal koste.
Men det betyder ikke, at tyskernes interesse i angriberen er forsvundet, mens OB gerne ser ham fortsætte i klubben så lang tid som muligt.
TV 2 Fyn skrev tidligere tirsdag, at især klubber fra Tyskland viser interesse for den fysisk stærke frontløber. Heriblandt et par traditionsklubber fra 2. Bundesliga, og en af dem er altså ifølge Bolds oplysninger FC Köln.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bold har været i kontakt med Troels Bech. Fodbolddirektøren vil hverken be- eller afkræfte historien, men siger:
- Når vores spillere præsterer godt, kommer der naturligvis interesse for dem.
- Vi er glade for at have Luca på en lang aftale hos os. Derfor ser jeg også frem til, at vi fortsætter vores gode samarbejde, fortæller Troels Bech.
Foruden angriberens forrygende start på NordicBet Ligaen, hvor han leverede ti scoringer i otte kampe, sluttede han den forgangne sæson i Superligaen af med fire mål i fem kampe.
Luca Kjerrumgaard forlængede sin aftale med OB i februar 2024, så den først udløber i sommeren 2027.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

OB
FC Köln
Betinia Liga
Tyskland 2. Bundesliga

































