






Lørdag eftermiddag var Martin Braithwaite og Leganes på besøg hos Murcia i Copa del Rey, men danskeren lagde ud på bænken.
Derfra kunne han i første halvleg se holdkammeraterne komme foran 1-0, inden Braithwaite selv blev smidt i aktion efter 55 minutter.
Det skulle vise sig at være en god ide, for landsholdsangriberen kvitterede efter seks minutter på banen med scoringen til 2-0 og otte minutter senere kom den tidligere Esbjerg-spiller på tavlen igen.
Således 3-0 og to Braithwaite-scoringer efter 69 minutter, og Leganes lignede et hold, der var på vej videre i Copa del Rey.
Den sejr blev stadfæstet efter 76 minutter, da Leganes bragte sig på 4-0, som blev kampens resultat.
Andetsteds spillede Real Betis mod Portugalete fra den fjerdebedste række i Spanien, og det blev til en sikker 3-0-sejr.