Allsvenskan -Tobias M. om HIF-exit: Ikke økonomi til det
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
2020-04-01 09:00:02
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Tobias M. om HIF-exit: Ikke økonomi til det

Tobias Mikkelsen fik at vide, at økonomien stod i vejen for, at han kunne fortsætte i Helsingborgs IF.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

33-årige Tobias Mikkelsen fortalte tirsdag til bold.dk, at han nu har lagt støvlerne på hylden efter en karriere med både dansk og norsk mesterskab samt otte danske landskampe. 

Svenske Helsingborgs IF blev Tobias Mikkelsens sidste klub som professionel fodboldspiller. Det blev til et ophold på blot tre måneder. 

Den nu pensionerede fodboldspiller siger til bold.dk, at den svenske klub fortalte ham, at klubben var nødt til at skille sig af med ham grundet økonomien.

- Der var en træner, som hentede mig, som så forlod klubben igen. Så kom der en ny træner, som så havde nogle andre planer for, hvordan han ville føre klubben videre. 

- Man kan sige, at mange af os havde udløb, så ingen af os fik forlænget vores kontrakter. Så blev der hentet yngre spillere, som klubber jo gør, og så er det ikke helt nemt at finde noget, når man kommer op i årene. 

- Jeg fik dog fortalt, at der ikke var økonomi til det, så der var ikke så meget at gøre, siger Tobias Mikkelsen til bold.dk.

Da han valgte Helsingborgs IF som ny klub i august 2019, så var der også flere danske klubber i spil. 

- Superligaen var bestemt inde i billedet, men jeg var ret kræsen, angående hvor det skulle være. Jeg kunne nok godt have fundet mig en klub. 

- I og med, at jeg boede i Nordsjælland på det tidspunkt, så var Helsingborg egentlig godt for mig. Det er nemt at komme til og fra, og så er det en fed klub. Det var jeg egentlig glad for, at jeg fik med, siger 33-årige Mikkelsen. 

Tobias Mikkelsens karriere bød på mange oplevelser. En af de store oplevelser var tiden i Australien, da han tørnede ud for Brisbane Roar fra juli 2018 til august 2019.

- Det var fedt at spille i Australien. Det er et fedt land med nogle fede mennesker og en fed kultur. Det var vi rigtig glade for som familie, og det er jeg også rigtig glad for, at jeg fik med, da jeg så, hvordan de gjorde tingene derovre. 

- Det er dog ikke så meget anderledes end i Danmark. Solen skinner bare lidt mere.

Den 33-årige nu tidligere professionelle fodboldspiller siger endvidere, at fodboldkarrieren har givet ham venskaber for livet, og at han stadig følger en smule med i 3F Superligaen. 

Tobias Mikkelsen nåede i løbet af karrieren at spille 141 Superliga-kampe, score 20 mål og levere 14 oplæg. Karrieren bød på ophold i Lyngby BK, Brøndby IF, FC Nordsjælland, Greuther Fürth, Rosenborg BK, Brisbane Roar og Helsingborgs IF.

Den danske wing spillede også otte danske landskampe, og han fik minutter i alle tre gruppekampe mod Holland, Portugal og Tyskland ved EM i 2012. 

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce