Transfertid er bold.dk's nye transferrygte-univers.
Intet er endeligt her, men vi vil forsøge at give dig det bedste og mest kvalificerede overblik over januars transferrygter fra medier og journalister, som, vi vurderer, er troværdige.
Genoa er enige med Bordeaux om Lerager-pris
Corriere dello Sport skriver søndag, at Bordeaux og Genoa er enige om prisen på den danske landsholdsspiller Lukas Lerager i forhold til et forestående skifte. Det italienske medie skriver, at Genoa vil geninvestere nogle af pengene fra salget af Krzysztof Piatek i den danske midtbanespiller, og de to klubber skulle angiveligt være enige om en pris i omegnen af 50 millioner kroner plus bonusser. Handlen forventes at falde på plads, så snart Bordeaux har en erstatning for Lukas Lerager på plads.
Premier League-trio kæmper om camerounsk klippe
Fulham, Cardiff og Newcastle kæmper - ifølge Calciomercato - alle om at sikre sig underskriften på den camerounske forsvarsklippe Michael Ngadeu-Ngadjui fra den tjekkiske klub Slavia Prag. Landsholdsspilleren fra Cameroun er angiveligt mulig at erhverve sig for en transfersum i omegnen af 35 millioner kroner, da han har en klausul i sin kontrakt med den tjekkiske klub.
Inter-chef bekræfter Perisic-transferønske
Der har i flere dage været spekuleret i fremtiden for den kroatiske VM-sølvvinder Ivan Perisic, der tørner ud for italienske Inter. Klubbens sportsdirektør Beppe Marotta har søndag bekræftet over for Sky Sports Italia, at Perisic har indgivet en transferanmodning, men Marotta tilføjer også, at klubben endnu ikke har modtaget et acceptabelt bud på den kroatiske fløj.
Moratas Atletico-lægetjek overstået
Chelseas spanske angriber Alvaro Morata er nu formaliteter fra at gennemføre et skifte til Atletico Madrid på en lejeaftale. Ifølge football-espana.net har Morata søndag morgen bestået lægetjekket hos den spanske hovedstadsklub, og det er forventet, at den officielle annoncering af aftalen mellem de to klubber bliver offentliggjort senere søndag.
BEKRÆFTET: Hannover vil skifte træner
Hannover er inde i en skidt periode, og ifølge både tyske Sky og Bild, er Andre Breitenreiters dage i klubben talte. Klubben har fire kandidater på deres liste, skriver Bild.
Bayern forbereder nyt bud på Chelsea-komet
Chelseas stortalent Callum Hudson-Odoi vil angiveligt væk, og Bayern München ligner bedste bud på en ny arbejdsgiver. Både Bild og Sky Sports skriver, at Bayern vil lægge et forbedret bud på teenageren på knap 350 millioner kroner. Bayerns sportsdirektør Hasan Salihamidzic sagde tidligere på ugen, at man 'helt sikkert gerne ville have' teenageren, hvis muligheden bød sig.
Morata til lægetjek i Atletico
Chelsea-angriber Alvaro Morata har længe været meldt på vej til Atletico Madrid, og nu skriver både Sky Sports og flere spanske medier, at spanieren gennemgår det obligatoriske lægetjek søndag. Ifølge Sky er der tale om en lejeaftale med købsoption.
Inter vil ikke udleje Perisic
Arsenal blev lørdag meldt interesseret i at hente Ivan Perisic i Inter, men der er en stor og vigtig knast. Inter vil nemlig kun sælge og ikke udleje ham, men Gunners er kun interesseret i en lejeaftale med købsoption, skriver Sky Sports.
Brøndby lurer på Köln-dansker
Brøndby har ifølge Ekstra Bladet forhørt sig på FC Kölns danske forsvarsspiller Frederik Sørensen. De blå-gule får dog ifølge avisen problemer med at matche danskerens løn, som skulle ligge på over en million euro om året.
Læs lørdagens 'Transfertid' HER.
Sådan dækker vi transferrygter:
På bold.dk går vi meget op i, at vi ikke fylder vores læsere med røverhistorier, og derfor gør vi os umage, når vi vurderer og beslutter, hvilke transferrygter der skal ende som nyheder på bold.dk.
Vi skriver derfor kun historier, som, ifølge vores vurdering, er de mest troværdige - primært fra de allermest troværdige medier og journalister fra ind- og udland.
Vi vurderer fra gang til gang, hvorvidt historien kan være sand ud fra blandt andet rygtets detaljeringsgrad, og vi vil, i det omfang det er muligt, selv forsøge at få be- eller afkræftet rygtet.


Bordeaux
Chelsea
Arsenal
Fulham
Newcastle
Cardiff
Bayern München
Hannover 96
Slavia Prag
Atletico Madrid
Inter
Genoa
Premier League
Bundesliga
Serie A
La Liga































