Selv om Bo Henriksen selv blev fyret i FC Midtjylland, gør det ondt på Zürich-træneren at se klubben i dens nuværende forfatning.
Det fortæller den 48-årige træner til bold.dk i kølvandet på Albert Capellas' fyring.
- Jeg er sindssygt ked af de resultater, som FC Midtjylland har i øjeblikket. Det er jo mine drenge. Det er dem, jeg har trænet, brugt masser af tid sammen med og har relationer med.
- Det er heller ikke særligt spændende, når der er en kollega, der bliver fyret. Det er aldrig en god case, så det er jeg også ked af at høre, siger Bo Henriksen til bold.dk.
Er det overraskende for dig at se FCM ligge der, hvor de gør?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Ja, det synes jeg da i den grad. Ti ud af de 12 spillere, der spillede flest kampe på mit hold sidste år, hvor vi blev nummer to, scorede flest mål og havde størst xG, er stadig på kontrakt i FCM.
- Derfor mener jeg jo, at de stadigvæk er dygtige, så den vej rundt overrasker det mig, at de ikke har fået bedre resultater, end de har. Det tror jeg da, at alle er overrasket over, siger Bo Henriksen.
Synes du, at det står tydeligere nu, at det var en fejl at stoppe samarbejdet med dig?
- Det ved jeg nu ikke. Jeg tror, at det handler om kultur. Det har jeg altid troet på, og det vil jeg altid tro på, til den dag jeg ikke er fodboldtræner mere. Det er ikke så vigtigt for mig, om det er mere tydeligt eller ej.
- Jeg er stadig ikke enig i den beslutning, der blev truffet dengang, men når det så er sagt, så er det jo grunden til, at jeg er i Zürich i dag.
- Jeg skulle lære noget ved at blive fyret i FCM. Det er sådan, det er. Det var de i deres fulde ret til, og vi havde en fin afsked, så der er ingen bad feelings på nogen områder.
- Det eneste, der betyder noget for mig, er, at jeg håber, at de kommer tilbage på sporet. Jeg håber for alt i verden, at det skal gå dem godt, siger Bo Henriksen.
Hvad tror du, at FCM har brug for?
- Der er så mange kloge mennesker i den klub, at det skal de nok finde ud af. Det vil jeg lade være op til dem at rode med, og så fokuserer jeg på mit eget fodboldhold, afslutter Bo Henriksen.
FC Midtjylland opsagde samarbejdet med Bo Henriksen i slutningen af juli 2022.
Derefter overtog den forhenværende assistenttræner Henrik Jensen på midlertidig basis, indtil Albert Capellas blev ansat i slutningen af august.
Bo Henriksen har stået i spidsen for FC Zürich siden oktober 2022.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
FC Zürich
3F Superliga





























