
Onsdag aften skulle Tunesien på en særdeles svær opgave. Hvis nordafrikanerne skulle videre i turneringen, krævede det en sejr over Frankrig, som inden opgøret havde sikret sig en plads i ottendedelsfinalen.
Den franske landstræner, Didier Deschamps, havde rystet posen. Stjerner som Kylian Mbappe, Olivier Giroud, Ousmane Dembele og førstemålmand Hugo Lloris fik en pause, mens mindre profilerede navne som Randal Kolo Muani, Jordan Veretout og Youssouf Fofana fik chancen fra start.
For Tunesien startede OB's Issam Jebali på bænken. Brøndby IF's Anis Slimane var med i start 11'eren.
Det var tydeligt fra kampens start, at Tunesien havde alt at spille for.
De hvidblusede gik højt i presset og forsøgte at stresse de franske reserver. Det lykkedes de delvist med, men når Slimane og co. erobrede kuglen, havde de svært ved for alvor at true den franske målmand.
Efter otte minutter fik de blåblusede det første chok, og det samme gjorde danskerne, som fulgte med og håbede på et tunesisk nederlag.
Artiklen fortsætter efter billedet

Nader Ghandri kom først på et indlæg og sendte kuglen i nettet - forbi 37-årige Steve Mandanda.
Men målet blev annulleret for offside.
Tunesien fortsatte i de efterfølgende minutter med at presse på og sende en masse bolde i feltet, men et stærkt fransk stopper-duo afviste det meste i luften.
Som minutterne gik, begyndte franskmændene at dominere spillet på bolden, og efter 25 minutter fik Kingsley Coman en stor chance, men skuddet gik forbi stolpen.
Med ti minutter tilbage af første halvleg testede Wahbi Khazri den franske målmand, men Mandanda kunne let tage sig af den sløve afslutning.
Selvom Frankrig sad på spillet i den afsluttende fase af første halvleg, var det Tunesien, som viste offensive tænder, men den helt store chance udeblev i første halvleg.
Anden halvleg startede på samme måde som første. På den ene side et tunesisk hold, der presser på og forsøger at skabe miraklet, og på den anden side 11 franske spillere, der ikke har meget at spille for.
Og efter 58 minutter kom Tunesien foran. De hvidblusede erobrede bolden på midten af banen, Khazri modtog bolden og kom afsted. Han driblede flot forbi et par modspillere og prikkede kuglen i mål.
1-0, og så var det op ad bakke for Frankrig - også for Danmark. Kort tid efter målet blev Mbappe indskiftet, og det samme gjorde William Saliba og Adrien Rabiot. Også Jebali kom på banen.
Kort tid efter det tunesiske mål, blev et andet mål scoret. I den anden gruppekamp kom Australien foran, og det betød at både Tunesien og Danmark var på vej ud af VM.
Nu dominerede Frankrig, og de trætte tunesere pakkede sig ned og forsøgte at blive farlige på omstillinger. Mbappe og co. havde dog mere end svært ved at true det tunesiske mål.
I perioder stod alle ti hvidblusede markspillere foran eget felt og sparkede alt væk.
I det 88. minut var Mbappe tæt på at bringe balance i regnskabet. PSG-stjernen tog en lille dribletur og afsluttede, men det den tunesiske målmand reddede flot.
Dybt, dybt inde i overtiden kom Griezmann på en løs bold og sparkede bolden i mål til 1-1, hvorefter kampen blev fløjtet af.
Men helt færdig var kampen dog ikke. Målet skulle igennem et VAR-tjek, og dommeren løb ud til skærmen. Sekunder efter løb han tilbage på banen - offside dømte han.
Frankrig kom ikke tættere på, og kampen sluttede med en tunesisk sejr, men da Australien også vandt over Danmark, må tuneserne rejse hjem fra Qatar.