Den 36-årige angriber Alexander Meier fik i løbet af sine 14 sæsoner hos Eintracht Frankfurt kælenavnet 'Fussballgott', og efter at have tilbragt hele sin karriere i Tyskland, tager Meier nu udenlands.
Transferfrie Meier har således takket ja til landsmanden Markus Babbel, der er cheftræner i australske Western Sydney Wanderers.
- Vi snakkede med ham mandag, tirsdag skrev vi aftalen under, og fredag flyver han herned, siger Babbel til The Sydney Morning Herald og tilføjer:
- Han kommer af de rigtige årsager, og jeg er meget glad for, at han har besluttet sig for at tage herned. Jeg håber, han kan hjælpe.
36-årige Meier scorede 137 mål i 379 kampe for Frankfurt og blev i 2014/15-sæsonen Bundesliga-topscorer.
I sidste sæson lavede han seks mål i 16 kampe for St. Pauli i 2. Bundesligaen.



Western Sydney Wanderers FC
A-League






























