

Hov, hvad var det?
Da U21-landsholdets startopstilling til kampen mod Island tikkede ind, var AGF's Tobias Bech ingen steder at se.
Den offensive profil var slet ikke med på bænken.
Kort tid efter så Bolds udsendte på Vejle Stadion Tobias Bech tale med bekendtskaber på tribunen iført DBU-tøj.
Han var simpelthen blevet siet fra til kampen.
Det var ikke det sjoveste for Steffen Højer, da landstræneren gav Bech den besked.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var egentlig ufortjent på mange måder, fordi da vi mødte Island på udebane, var han en af dem, der gjorde det okay.
- Men nu havde jeg en idé om, at jeg ville sætte de tre ind med William Osula, Conrad Harder og Mohamed Daramy. Der var vel for 3-400 millioner oppe foran.
- Det gik så ud over Tobias, som har gjort det rigtig, rigtig godt. Han er hele tiden en af de spillere, som er inde i billedet til det her hold.
- Den her gang havde vi bare andre planer, siger Steffen Højer til Bold.

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Det var tydeligt at mærke på landstræneren, at han ikke var tilfreds med at droppe Tobias Bech.
Det ville derfor have været nemmere, hvis UEFA ville tage sine regler til efterretning.
- Det er da aldrig rart, men det er jo en del af jobbet. Det er dog en fuldkommen latterlig regel, at vi har 22 mand med, men at vi kun må bruge 20 af dem i kamp.
- Jeg kan ikke på nogen måde sige, hvorfor man skal sende to på tribunen, men det er en regel, der er, og derfor gør vi det hver gang.
Denne gang gik det så ud over Tobias Bech og Bodø/Glimts Villads Nielsen, som ellers havde mulighed for at få debut for U21-landsholdet.
Danmark vandt kampen mod Island med 2-0, hvor Tochi Chukwuani og Mathias Kvistgaarden kom på tavlen.
Det danske U21-landsholdet havde allerede sikret sig en billet til næste sommers EM.

EM U21
Danmark U21



































