Mads Toppel kom tidligere på ugen til skade, da han forberedte mad i sit køkken, og uheldet betyder, at Brøndby-målmandens fodboldkarriere kan være slut.
- Ja, det er noget skidt, at jeg kom så galt af sted med kniven, og at det i yderste konsekvens kunne have kostet mig fingeren eller måske min karriere som målmand. Det er stadig fifty-fifty med hensyn til det sidste, siger Toppel til brondby.com.
- Når det så er sagt, er det også vigtigt at understrege et par ting. Jeg har haft en lang karriere, og den er nu i sit efterår. Jeg er ikke et målmandstalent, der går glip af sin store drøm. Jeg har levet min drøm, siger den uheldige keeper og tilføjer:
- Jeg har levet som professionel fodboldspiller, og det gør jeg nok ikke så længe endnu, så det havde ikke været en katastrofe, hvis det var eller er min finger, der sætter det punktum.
34-årige Mads Toppel har 82 Superliga-kampe for OB på CV'et samt en enkelt Superliga-optræden for Brøndby i sidste sæson.



Brøndby IF
3F Superliga






























