Det er ikke hver dag, at Brommapojkarna handler ind i Liverpool.
Det er dog tilfældet fredag, hvor den svenske klub bekræfter, at Fabian Mrozek kommer til klubben på en lejeaftale, der gælder hele den kommende sæson.
Brommapojkarnas sportsdirektør, Philip Berglund, er glad for, at klubbens målmandsteam forstærkes.
- Fabian er en god målmand med gode reaktioner og kan kontrollere forsvaret på en god måde. Han har også erfaring fra landsholdskampe på forskellige niveauer, hvilket kan styrke vores set-up hos målmændene, siger Berglund til Brommapojkarnas hjemmeside.
- Vi ønsker at have tre målmænd på holdet, og da Lucas Hägg Johansson fik en skade, der holder ham ude af træning, har vi ledt efter endnu en målmand, der kan komplementere Filip (Sidklev, red.) og Otega (Ekperuoh, red.).
Oveni lejeaftalen får den 20-årige målmand forlænget sin kontrakt i Liverpool, hvor han har spillet på diverse ungdomshold siden 2020.
Nærmere bestemt har Mrozek spillet 32 kampe for klubbens U18-hold og 21 styk for U23-holdet, ligesom han også sad på bænken for førsteholdet seks gange i seneste sæson.
Brommapojkarna er godt i gang med sæsonen i Allsvenskan, hvor klubben i skrivende stund ligger nummer 11.

Liverpool
Brommapojkarna
Allsvenskan




































