International -Ungdoms-revolution: Eliterækker får slutspil
Foto: FC Midtjylland
2026-02-11 12:41:00
Foto: FC Midtjylland

Ungdoms-revolution: Eliterækker får slutspil

Der sker markante ændringer i ungdoms-eliterækkerne fra den nye sæson, hvor der sker udvidelse og indføres slutspil.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I Superligaen gik man efter få år fra 14 og tilbage på 12 hold. I ungdomsrækkerne går man den modsatte vej og udvider de bedste eliterækker for U19, U17 og U15 for mændene.

Der kommer nu 16 mandskaber i de tre bedste ungdomselite-årgange fra den kommende sæson. Der er tale om en udvidelse fra 14 til 16 hold.

Indfører slutspil
Det har bestyrelsen i DBU netop godkendt i forbindelse med en ny turneringsstruktur, som har været længe undervejs.

Udvidelsen kommer til at træde i kraft allerede 1. juli 2026 – med starten på den nye sæson. Efter to år skal det evalueres om det har en positiv effekt, at rækkerne er blevet udvidet med to hold.

- Det har været en lang proces, som har kørt over ét år. Vi er nu kommet frem til en meget interessant model for eliterækkerne, siger Ole Bjur, der er sportschef i Divisionsforeningen.

Han uddyber:

- Vi har haft Hypercube, der står bag Champions League-formatet, med i processen på at lave ændringerne i eliterækkerne.

- Vi indfører en slutspilsmodel i U19 og U17-ligaerne, hvor de seks bedste hold spiller om mesterskabet. Derudover spiller nummer 7-12 om placeringerne. Endelig spiller nummer 13-16 samt nummer ét og to fra den næstbedste række, forklarer Ole Bjur.

Den landsdækkende U15 liga udvides også fra 14 til 16 hold, men her indføres der ikke et slutspil.

244030
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Spiller kun 12 kampe
Med en udvidelse fra 14 til 16 hold bliver der ikke tale om et efterår, hvor alle holdene skal møde hinanden – 15 kampe.

Hver af de 16 hold skal kun spille 12 kampe, før der sker en opsplitning i slutspillet.

- De 16 klubber bliver inddelt i fire seedningslag med baggrund i den licensrangering, de har fået, hvor klubberne får fra 0-5 stjerner, forklarer Ole Bjur og slår fast:

- Vi har på eliteniveau i ungdomsrækkerne ikke arbejdet med en slutspilsmodel. Derfor bliver det noget vi kommer til at følge meget tæt i hele forløbet, pointerer sportschefen.

Det er samtidig besluttet, at der skal indføres en ny, landsdækkende U16 cupturnering.

Med indførelsen af den nye ligastruktur på især U19 og U17-niveau, hvor der spilles færre kampe, åbner det mulighed for, at der i fremtiden kan blive flere Future Cup-kampe med høj kvalitet med de bedste spillere.

Future Cup er træningskampe, hvor klubbernes reserver kan komme i kamp.

Hidtil har mange klubber benyttet de kampe til at se U19 og U17 spillere i kamp. Det bliver der også plads til i fremtiden, når der i første del af sæsonen kun skal spilles 12 kampe i fremtidens grundspil.

Annonce

10 kommentarer

Se kommentarer
Annonce