Der var meget, meget store forventninger til Bojan Krkic, da han for mere end ti år siden dukkede op i FC Barcelona, men forventningerne er langt fra blevet indfriet.
Den spanske offensivspillers karriere har siden gennembruddet fulgt en nedadgående kurve – og i denne sæson har han end ikke fået fast spilletid hos Stoke i Championship.
Lokalavisen i Stoke, The Sentinel, har skrevet, at Bojan er blevet bedt om at forlade klubben. Det afviser manager Nathan Jones, som derimod afslører, at Bojan vil væk.
De to har haft en samtale, hvor Bojan Krkic gav ham beskeden.
- Vi var ærlige over for hinanden. Bojan har været frustreret over den manglende spilletid, og han foreslog, at det var på tide, at han så sig om efter en ny udfordring, og jeg var enig.
- Men at påstå, at jeg har fortalt ham, at han ingen fremtid har i klubben, er vanvittigt. Det er helt forkert fremlagt.
- Bojan har været en god mand for Stoke, og han skal være velkommen til at komme tilbage i næste sæson, hvis der ikke dukker en ny mulighed op, siger Nathan Jones.
Bojan Krkic har spillet 21 af 46 kampe i Championship i denne sæson.
Da han i sin tid forlod Barcelona på en lejeaftale første gang, tog han til Roma. Siden da har han spillet for Roma, AC Milan, Ajax, Mainz, Alaves og Stoke.