Michael Silberbauer er færdig som cheftræner for FC Utrecht.
Den hollandske klub har tirsdag meldt ud på sin hjemmeside, at man tager afsked med danskeren efter en evaluering af den seneste tids resultater.
- Afslutningen på sidste sæson og starten på sæsonen var ikke, som vi havde håbet. I løbet af sæsonen evaluerer vi regelmæssigt med cheftræneren, som vi har gjort nu.
- Vi kom sammen frem til den konklusion, at der ikke var nogen opadgående tendens i holdets udvikling og vækst, og i den forbindelse haltede resultaterne bagefter.
- Det er svære samtaler, hvor vi har været åbne og ærlige over for hinanden. Det er en svær beslutning og en skuffende dag, også fordi Michael virkelig er en klubmand, siger teknisk direktør Jordy Zuidam.
Silberbauer skulle have haft forståelse for beslutningen.
42-årige Michael Silberbauer blev ansat i slutningen af 2022, hvor det siden er blevet til 26 kampe.
Han efterlader klubben på en 16. plads i Æresdivisionen med nul point efter de tre første kampe. Dermed skal danske Victor Jensen og Oscar Fraulo have en ny cheftræner.

Utrecht
Æresdivisionen

































