22 mål og 12 assists i Premier League. Mohamed Salah har vanen tro været i hopla i den bedste engelske række, hvor han har været en stor profil for Liverpool.
Det er dog ikke kun Salahs præstationer, som har været et samtaleemne i den seneste tid, da Liverpool-stjernens kontrakt også har været et emne, da den endnu ikke er blevet forlænget.
Den udløber til næste sommer, og Salah har tidligere udtalt, at det er en følsom situation, og derfor vil han helst ikke tale om en mulig forlængelse.
Salah har dog alligevel igen valgt at tage bladet fra munden i et interview med FourFourTwo.
- Jeg ved ikke, om jeg bliver, jeg har et år tilbage. Jeg tror, at fansene ved, hvad jeg vil have, men hvad angår kontrakten, handler det ikke kun om penge.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så jeg ved det ikke, og jeg kan ikke fortælle noget. Jeg har et år tilbage, og fansene ved, hvad jeg vil have.
Salah bliver i samme interview også spurgt indtil, hvordan han ville have det, hvis han en dag skal forlade Anfield og Liverpool.
- At spille i den atmosfære og altid se fansene bag mig. Jeg har bannere på stadion, og de synger altid min sang. Så det bliver et meget trist øjeblik.
- Denne klub betyder meget for mig. Jeg har nydt min fodbold her mere end andre steder, jeg har givet klubben alt, og det har alle set, lyder det fra Mohamed Salah.
Siden Mohamed Salah kom til Liverpool tilbage i 2017 har han i alt spillet 245 kampe, hvor det er blevet til 155 mål og 59 assists.