Europa League -Vaduz-dansker: Vi er underdogs mod FCM
2016-07-13 11:01:01
Foto: Getty Images/Lars Ronbog

Vaduz-dansker: Vi er underdogs mod FCM

Vaduz accepterer at være underdogs mod FC Midtjylland i Europa League, men den tidligere FCK'er Yones Felfel håber at kollektivet kan hjælpe holdet fra Liechtenstein videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

En skade holder den tidligere FC København-spiller Yones Felfel ude, når FC Vaduz møder FC Midtjylland i to opgør i Europa League-kvalen. Han er således ikke rejst med til Herning, men har sendt et par råd med sine holdkammerater.

- Jeg har sagt en smule. Jeg har især peget på nogle individualister hos FCM, som vi skal være opmærksomme på, men ellers er det jo ved at være et stykke tid siden, at jeg selv spille mod dem, og de spiller et andet system nu, så det er begrænset, hvad jeg har kunnet sige, siger Felfel til bold.dk.

Vaduz slog uden at imponere spillemæssigt Sileks fra Makedonien 3-1 og 2-1 i første kvalrunde.

- Jeg tror, de fleste kampe for alle hold er lidt specielle i opstarten. Man skal spille nye spillere ind og så videre. Jeg så også FCM havde lidt problemer med at vinde så stort, som de havde regnet med i deres første kampe. Det var været okay fra vores side, men kan sagtens blive bedre, siger Felfel og betegner FCM som favoritter til avancementet.

- Alle her i klubben er afklaret med, at vi er underdogs. Men vi er ikke uden chancer. I første omgang skal vi fra Danmark med et godt resultat, så der er noget at spille for i returkampen, og så må vi se.

- FCM har et bedre hold på papiret, og det er jo ikke mere end halvt år siden, at de slog Manchester United, så selvfølgelig er de favoritter, siger Felfel.

Vaduz har sagt farvel til sin albanske topscorer Armando Sadiku denne sommer og er generelt et hold, der lever på sine kollektive egenskaber.

- Jeg var selv ret overrasket over hvor meget fodbold, vi egentligt forsøger at spille på holdet, når man tager i betragtning, at de har været i bunden i de seneste sæsoner. Jeg ved ikke helt, hvordan vores træner har tænkt sig at gribe kampen i Herning an, men vi har en masse typer på holdet, der godt kan lide at spille fodbold. Det er i hvert fald ikke sådan noget med kæmpe mennesker og lange bolde frem ad banen.

- Vi har selvfølgelig fem-seks spillere, der kan gøre en forskel, men generelt er vi et hold, der fungerer bedst som et kollektiv, og det er nok også opskriften mod FCM, siger Felfel.

Blandt de mere iøjefaldende navne hos Vaduz er den 28-årige schweiziske angriber Moreno Costanzo og den 31-årige argentinske offensivspiller Gonzalo Zarate, der er kommet til denne sommer.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

14 kommentarer

Se kommentarer
Annonce