Fra 0-3 til 4-3.
Fra helvede til himlen.
Fra tro og håb til drøm og virkelighed.
Brøndby leverede et helt usædvanligt comeback, som klubben aldrig tidligere har præsteret på samme niveau.
Efter 0-3 i Island var Brøndby dømt ude mange steder, men Nicolai Vallys og holdkammeraterne ville det anderledes på en aften, hvor stemningen på Brøndby Stadion var magisk.
Artiklen fortsætter efter billedet

De blågule fans piskede spillerne frem. De stod bag dem og de skabte en usædvanlig kulisse.
At hente 0-3 og vinde 4-3 samlet er alligevel en bedrift, som selv Nicolai Vallys var lidt stolt af.
- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det her vil altid være en kamp, jeg vil huske tilbage på, fordi jeg også var kampafgørende, siger Nicolai Vallys, der scorede to og leverede et suverænt oplæg.
Det betød samtidig, at Brøndby-kreatøren blev hevet frem og hyldet foran Sydsiden efter triumfen mod de tamme islændinge, der slet ikke kom i nærheden af Patrick Pentz mål.
- Troen på vi kunne gøre det her, har været der hele tiden.
- Vi kunne mærke på Vikingur, at de ikke synes det var rart foran den her kulisse, forklarer Nicolai Vallys, der mener, at den første scoring fik stor betydning.
Den satte han ind på et perfekt timet hovedstød efter en sublim frisparkaflevering fra Mats Köhlert.
- Det var en perfekt timet aflevering fra Mats. Vi fik lige øjenkontakt, og så fandt jeg en ’lomme’ i feltet.
- Da vi umiddelbart efter gik til pause, var der helt sikkert stor forskel på stemningen i de to omklædningsrum, fordi scoringen faldt på det tidspunkt.
- Jeg synes, vi kan mærke det, da vi kommer ud til 2. halvleg, hvor vi hurtigt har rigtig godt fat i dem, siger Nicolai Vallys.
I søndags forlængede han sin kontrakt til sommeren 2027, siden scorede han mod Vejle og efterfølgende blev han så kampafgørende mod Vikingur med to mål og et oplæg.
- Om det var min bedste kamp fra Brøndby, ved jeg ikke. Men jeg var i hvert fald afgørende og er glad for, jeg kan hjælpe holdet, siger Nicolai Vallys.

Brøndby IF
ECL-kval




































