



Her, der og allevegne.
Fede Valverde var ikke til at stoppe, da Manchester City lagde vejen forbi Santiago Bernabéu.
Den løbestærke midtbanespiller leverede en vanvittig første halvleg, hvor han stod for værternes tre scoringer.
Det første mål kom efter et langt udspark fra Thibaut Courtois. Den uruguayanske midtbanespiller tog elegant bolden med frem mod Citys mål, hvor Gianluigi Donnarumma mistimede sit indgreb og endte på en regulær skovtur, som Valverde kvitterede for med en scoring.
Syv minutter senere sendte han et fladt og hårdt skud afsted, som passerede City-keeperen – og så blev ondt værre for Pep Guardiolas mandskab.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kort efter modtog Valverde bolden i feltet fra Brahim Díaz, hvorefter Real-stjernen køligt løftede den over Marc Guehi og sparkede kuglen i nettet til 3-0.
22 minutter og et pragtfuldt hattrick af Valverde – og så havde Madrid det ene ben i kvartfinalerne.
Belgisk mur står i vejen
I anden halvleg tog Guardiola konsekvensen af en rædderlig første halvleg og skiftede Savinho ud til fordel for Tijjani Reijnders.
Allerede fra starten sad udeholdet mere på spillet og jagtede en reducering, der kunne dæmpe den voldsomme ildebrand, som Madrids offensiv havde forårsaget i de første 45 minutter.
Det blev dog ikke en aften, hvor Erling Haaland for alvor brillerede – på trods af at han blev sparet i weekendens FA Cup-opgør mod Newcastle.
Til gengæld var Vinícius Júnior storspillende og fik tilkæmpet sig et straffespark i det 58. minut.
Eksekveringen var dog langt fra truende for Courtois, som reddede forsøget.
City manglede svarene, men var ikke langt fra en reducering. Thiago Pitarch smed bolden væk i eget felt, og Nico O'Reilly prikkede den direkte mod mål – dog uden held, da den belgiske mur i Real-målet endnu en gang afværgede englændernes forsøg.
Der venter noget af en opgave for City om seks dage, når de skal forsøge at vende skuden i jagten på en plads i kvartfinalen.
Inden da kan de forsøge at rejse sig mod West Ham i ligaen, mens Real Madrid møder Elche.

VM Morgenbriefing: Norge er ude og Argentina gjorde det igen
Hattrick | Afsnit 146Semifinalerne ved VM er nu på plads. Vi ser tilbage på Norges dramatiske exit mod England, endnu et argentinsk comeback og et semifinalebrag mellem England og Argentina.
Læs mere
Manchester City
Real Madrid
Champions League

































