AB Tårnby har været godt kørende i Danmarksserien Pulje 2, hvor holdet lige nu indtager førstepladsen med 34 point. Det er fire point mere end Tårnby FF.
En af nøglerne til den store succes for AB Tårnby er 29-årige Benjamin Warlos mange mål. Angriberen har nettet hele ti gange i denne sæson, og han siger til LigaBold.dk, at holdets gode spil har smittet af på angriberens spil.
- Jeg tror bare, at når der sker en masse i og omkring feltet, så plejer jeg at lave mange mål. Det sker, når vi er et tophold, og vi er nok bedre end mange af de andre hold, så er vi bare mere op omkring feltet, og så laver jeg bare automatisk lidt flere mål, siger Benjamin Warlo til LigaBold.dk.
AB Tårnby-spillerens nærmeste konkurrent i Danmarksserien Pulje 2 er Frederik Jørgensen, der er Nicolai Jørgensens lillebror, på ni scoringer for LSF. Warlo vil elske at ende øverst på topscorerlisten til sommer.
- Jeg går altid efter at score så meget som muligt, og i Danmarksserien plejer jeg at være godt deropad. Det er ikke et decideret mål (at blive puljetopscorer, red.), men jeg går da efter det. Det er ikke fordi, jeg bliver skuffet, hvis vi rykker op, og jeg ikke bliver topscorer, men jeg går efter det.
AB Tårnby har en speciel plads i Warlos hjerte, da klubmanden har været i AB Tårnby i 12-13 år. Han har kun haft en enkelt afstikker til Frem i et enkelt år.
Hans store kærlighed til AB Tårnby er også grunden til, at han ikke ser sig selv i andre klubber lige nu.
- Det drømmer jeg ikke om overhovedet. Jeg tog egentlig relativt tidligt en beslutning som seniorspiller om, at jeg bare gerne ville spille for en klub, hvor det betyder noget, og det gør det, når jeg er i Tårnby.
- Så var der Frem, men det kunne man ikke sige nej til, da det er den fedeste klub i København på det niveau med en masse fans. Det prøvede jeg af, og det var sindssygt fedt, men ellers har det aldrig sagt mig det store at skifte til en anden divisionsklub eller noget, siger Benjamin Warlo til LigaBold.dk.
I sæsonen 2017/2018 løb Warlo med prisen som den mest scorende i AB Tårnbys pulje i Danmarksserien.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Danmarksserien
AB Tårnby
































