Skovbrynet Skole - Bagsværd (LigaBold.dk): Onsdag aften dystede Sjællandsserie-holdet VB 1968 (Værebro Boldklub) mod Danmarksserie-mandskabet Ledøje-Smørum Fodbold (LSF) i tredje kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen 2021/2022 i Bagsværd.
Den tidligere landsholdsangriber Nicki Bille er en del af VB 1968, men han var ikke en del af kamptruppen til pokalopgøret.
Tidligere i pokalturneringen havde LSF slået Danmarksserie-holdet IF Skjold Birkerød ud, mens VB 1968 vandt over Lundtofte Boldklub i anden kvalifikationsrunde.
Hjemmeholdets fans var mødt talstærkt op i regnvejret, og det var med til at peppe stemningen lidt ekstra op.
I kampens første minutter var det lige. Første chance i opgøret opstod, da den tidligere Ishøj IF-spiller Yusuf Onurlu kom fri efter fem minutter, og han testede LSF-målmanden Nicolaj Bjerregaard. Udeholdets keeper havde dog styr på situationen.
Efter otte minutter kom Victor Mariendal Andersen frem til endnu en VB 1968-mulighed, da han trykkede af fra distancen. Bolden var dog for høj og skæv og endte med et målspark.
VB 1968 kom frem de største chancer i kampens første 13 minutter, og det var meget tæt på at blive 1-0 til VB 1968 efter 13 minutters spil, da Süleyman Ay på fiks vis forsøgte at lobbe bolden over Bjerregaard. Læderet smuttede dog forbi stolpen, og dermed slap LSF med skrækken.
LSF var dog ikke helt ufarlig. Morten Larsen tog sig af et frispark lige uden for VB 1968-feltet, og han bragede bolden på overliggeren efter 15 minutters spil.
Fire minutter efter skuddet på overliggeren gik det galt for hjemmeholdet, da Morten Larsen smækkede et indlæg ind i boksen. VB 1968-målmand Celal Yilmaz fik ikke bokset bolden ud af feltet, og på returen kunne Martin Soelberg sparke bolden i det tomme mål til 1-0 for LSF.
Hjemmeholdet kæmpede videre, men Danmarksserie-holdet viste også tænder. Efter 23 minutter blev Mikkel Brøchner spillet i dybden for LSF, men han sendte skuddet forbi stolpen.
VB 1968 legede også med, og Victor Mariendal Andersen fik et godt tilbud efter 26 minutter, da Can Güler løb til baglinjen og sendte bolden ind i feltet. Andersen sparkede dog for højt, og dermed stod der stadig 1-0 til LSF.
Hjemmeholdet viste igen farlighed to minutter efter, da Yusuf Onurlu bragede bolden mod det ene målhjørne efter et frispark. Her måtte Bjerregaard hive en god redning op og give et hjørnespark.
Kort før pausen var hjemmeholdet igen tæt på en scoring. Yusuf Onurlu sendte Mourad Saidi i dybden i højre side, og han sparkede på mål fra en spids vinkel. Bolden strøg dog over mål, og minuttet efter sendte Andersen et skud midt på Bjerregaard i LSF-målet.
LSF var tæt på at komme på 2-0 efter 42 minutter, da et skud blev sendt på stolpen, og minuttet efter diskede Ylimaz op med en stor redning på Mikkel Brøchners skud.
I de døende sekunder af første halvleg appellerede hjemmeholdets fans for et straffespark til VB 1968 for hånd på bolden, men dommeren dømte ikke noget.
Ved pausen stod der 1-0 til LSF.
VB 1968 kom tilbage
VB 1968 fik en decideret drømmestart på anden halvleg, da der ikke skulle gå mere end to minutter, før at der var bragt i balance i regnskabet. Victor Mariendal Andersen opsnappede bolden og løb mod LSF-målet.
Her sparkede VB 1968-spilleren fladt forbi Bjerregaard, og bolden røg i nettet til 1-1 for Sjællandsserie-holdet.
Det gjorde, at hjemmeholdet fik endnu mere blod på tanden, og udeholdet blev presset langt tilbage på banen. Hjemmeholdet sad nærmest på alt spillet det første kvarter af anden halvleg, mens anfører Nicolaj Bjerregaard i LSF-målet forsøgte at peppe lidt gejst ind i Danmarksserie-holdet.
Efter godt 65 minutter fik LSF dog en mulighed, men Ylimaz i VB 1968-målet klarede skuddet ubesværet. I sekvensen efter appellerede hjemmeholdet igen for et straffespark for hånd på bolden, men dommerens fløjte forblev tavs. Det trak op til en scoring for VB 1968, men LSF kæmpede bravt i forsvaret.
Med 20 minutter fik VB 1968 tilkæmpet sig et hjørnespark, og efter lidt klumpspil slog LSF en hurtig kontra den anden vej. Niklas Dysted tog et par fikse driblinger og kom alene igennem. Hjemmeholdet diskede op med en fin redning og gav et hjørnespark.
Tre minutter efter tilspillede LSF sig en kæmpe chance, da Oscar Herman Wael fik en perfekt aflevering tæt under VB 1968-målet, men VB 1968-målmanden reddede den store chance, og dermed stod der stadig 1-1.
Lige efter kom LSF igen frem til en chance, men hjemmeholdet slap med skrækken.
Det trak dog for alvor op til en straffesparkskonkurrence. I slutminutterne af den ordinære spilletid var der optræk til en VB 1968-scoring, men i de døende sekunder kom den afgørende scoring, da Martin Soelberg trykkede af fra distancen. Skuddet kunne Celal Yilmaz ikke holde og bolden smuttede ud af hænderne, og bolden røg i nettet til 2-1, der blev kampens resultat.
LSF vandt dermed opgøret med 2-1, og dermed er holdet klar til fjerde kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Ledøje-Smørum
Betano Pokalen
VB 1968























