Vejle Boldklub meldte for nogle dage siden ud, at man var blevet enig med en kinesisk klub om et salg af Dominic Vinicius, som siden sin ankomst i sommeren 2016 har været klubbens helt store spiller.
Nu har vejlenserne så også sat navn på Vinicius' fremtidige arbejdsgiver, som er Beijing Enterprises Group Football Club, som spiller i den næstbedste kinesiske række.
Direktør Henrik Tønder er stolt af salget af Dominic Vinicius.
- Vejle Boldklub var for halvandet år siden tæt på at lukke. Da klubben blev reddet, satte vi os to meget vigtige målsætninger, siger Henrik Tønder til klubbens hjemmeside og fortsætter.
- Først og fremmest skulle vi have en forretning i balance, så Vejle Boldklub aldrig kom i samme situation igen. Herunder var udviklingen samt salg af spillere et vigtigt parameter. Samtidig skulle Vejle Boldklub på sigt genetablere sig i toppen af dansk fodbold.
- Med salget af Dominic Vinicius bidrager vi markant til den forretningsplan, vi satte os for at lede klubben efter. Det synes jeg, at vi kan være tilfredse med, siger Tønder.
Direktøren fortæller desuden, at salget af Vinicius er et godt eksempel på, at Vejle Boldklub kan tage spillere ind, udvikle dem og være i stand til at sælge dem til udlandet.
Dominic Vinicius har nået 46 kampe og 24 mål for Vejle Boldklub.


Vejle Boldklub
Beijing Sports University FC
Betinia Liga
1. Division































