Det lignede et scoop, da Vendsyssel i september skrev kontrakt med Kemy Agustien. Midtbanespilleren har tidligere spillet 31 Premier League-kampe for Swansea, så forventningerne var store.
Agustien indgik en aftale der udløber ved årsskiftet, men efter otte kampe, heraf blot tre fra start, tyder meget på, at parterne nu går hver til sit.
- Som det ser ud nu, så bliver han ikke i klubben. Han er en helt fantastisk fodboldspiller, og nok også noget af det bedste vi har haft talentmæssigt, siger sportschef Jacob Krüger til bold.dk.
- Men han nåede jo desværre ikke at spille så mange minutter. Vi tog en chance ved at tage ham og håbede på, at han ville holde fysisk. Men han var for meget skadet sidst på efteråret, og var derfor kun med i nogle korte indhop i de sidste runder.
- En spiller af den kaliber, både sportsligt og økonomisk, skal helst kunne spille mere. Så lige nu ser det ikke ud til, at han kommer tilbage igen.
29-årige Agustien har spillet tre U21-landskampe for Holland.
jesper@bold.dk


Vendsyssel FF




























