Anfører Alexander Juel Andersen gik hårdt til Vendsyssel FF-ledelsen, da det søndag stod klart, at klubben må en tur ned i 1. division.
Han mente, at der er blevet truffet et hav af elendige beslutninger i den nordjyske klub, men hvis man spørger bestyrelsesformand Jacob Andersen, så er der også andre årsager til nedrykningen.
- Spillerne skal også kigge indad. De kunne måske også have gjort det bedre. Jeg har talt med mange spillere bagefter, og de siger, at de også bærer en del af ansvaret, siger Jacob Andersen til Ekstra Bladet.
Inden de sidste to afgørende kampe mod Lyngby Boldklub blev trænerteamet Jens Berthel Askou og Mike Tullberg fyret.
- Vi har også evalueret på, om trænerteamet har været for ungt. Skulle vi have haft et andet miks med en ung og en erfaren? Det var to meget unge trænere, siger Jacob Andersen.
Han slår dog fast, at man nok aldrig får svar på, om det var rigtigt at fyre de to trænere.


Vendsyssel FF































