Vendsyssels sæson har været lidt op og ned indtil nu. Nordjyderne startede skidt, men kom så ind i en god stime og lå pludselig helt i toppen af tabellen. Nu har de igen ramt en bølgedal og har kun fået to point med fra de seneste tre kampe i 1. division.
Senest gik det så galt, at man tabte med hele 4-0 til Hobro. Og hvis man spørger Vendsyssel-midt Rene Joensen, så er der især én faktor, der har været udslagsgivende.
- Jeg ved ikke, om det er fordi, folk har været trætte på grund af det tætte program, men vi har manglet noget energi. Derudover har vi haft en del skader, som har ført til mange ind- og udskiftninger på holdet. Så det er en god blanding, siger Rene Joensen til bold.dk.
Onsdag aften skal Vendsyssel i kamp igen, når Nykøbing kigger forbi. Og her skal tingene vendes til den positive side igen.
- Vi spillere er begyndt at vise noget energi igen på det seneste. Vi har før været inde i en god stime, og det skal vi have fundet frem til igen mod Nykøbing.
- Vi skal ud og spille energisk og bare køre på, og så må vi se, hvor langt det rækker. Vi ved, at vi på en god dag kan slå alle hold.
- Vi har et rimelig rutineret hold, som har masser af erfaring med 1. division, og de er lige rykket op. Det er vigtigt at få et tidligt mål, og så må vi prøve at se, om de kan håndtere den modgang, det vil give. Vi skal bare køre 100 procent på fra første minut, siger Rene Joensen.
Nykøbing FC skal ud på en meget lang tur til onsdag aftens opgør, men Rene Joensen tror ikke, det kommer til at betyde noget for kampen.
- Vi gør det jo nærmest hver anden weekend, og vi bruger det i hvert fald ikke som undskyldning, siger han.
Aftenens opgør sparkes i gang klokken 19.00 på Bredbånd Nord Arena i Hjørring.
nicolai@bold.dk


Vendsyssel FF
Betinia Liga
Nykøbing FC






























