

Vendsyssel gik ind til foråret som en af favoritterne til at sikre oprykning fra 1. division. Men indtil videre har tre kampe budt på tre nederlag.
Det er naturligvis utilfredsstillende, men Jens-Kristian Sørensen afviser at tale om en krise.
- Vi skal bare køre videre. Vi har på fornemmelsen, at det snart vender, for det er de små marginaler. Men vi skal selvfølgelig have nogle point på kontoen. Vi skal selv til og i gang, siger Jens-Kristian Sørensen til bold.dk og fortsætter:
- Det er for bombastisk at snakke om krise. Det er ikke noget, vi har på tapetet. Vi gør, som vi plejer, og så vender det forhåbentlig på onsdag.
Defensivspilleren kan ikke se noget entydigt mønster i forårets første kampe.
- I den første kamp mod Køge var der ikke så meget, der fungerede. Mod Roskilde havde vi et hav af chancer men kunne ikke score. I går havde vi ikke så mange chancer, og samtidig lukkede vi for mange mål ind.
- Vi har måske lavet flere fejl, og vi har også lidt stolpe ud for tiden. Lyngbys første mål var meget tvivlsom, om den var inde. Det er de små marginaler, der falder den forkerte vej. Det skal vi selvfølgelig se, om vi kan få vendt, lyder det.
Vendsyssels næste opgave er på onsdag, hvor man gæster Silkeborg.
kristian@bold.dk


Vendsyssel FF
Betinia Liga






























