Mysteriet om Viborgs omtalte hollænder Bernio Verhagen fortsætter i den grad.
B.T. skrev lørdag, at en falsk agent fra det store agentfirma Stellar Group snød den sydafrikanske agent Vasili Barbis til at skaffe Verhagen en aftale i Cape Town City FC ved at hævde, at der ventede en sikker kæmpehandel rundt om hjørnet, hvor Verhagen skulle rykke til Kina.
bold.dk kan nu berette, at flere af hinanden uafhængige kilder tæt på Viborg FF fortæller, at den danske klub ligeledes er blevet lovet, at de kan skyde Verhagen af sted til Kina denne vinter - nærmere bestemt Hebei Elite FC fra den tredjebedste række i Kina, hvilket skulle udløse en transfersum til Viborg.
Om den handel bliver til noget virker dog yderst tvivlsomt.
Viborg har tidligere fortalt, at Verhagen primært er hentet for at styrke relationen til et større internationalt agentfirma, men hverken klubben eller hollænderen vil fortælle navnet på agentfirmaet.
Ifølge B.T. udgav den falske agent sig for at være Mo Sinouh fra Stellar Group, der har Gareth Bale og Joachim Andersen i stalden.
bold.dk kan nu fortælle, at Mo Sinouh ikke er den eneste falske agent fra Stellar Group, som er indblandet.
bold.dk har således fået adgang til dokumenter, hvor det fremgår, at Verhagen er blevet repræsenteret af agenterne David Eyres og Martin Filson fra Stellar Group.
Det har blandt andet været via mails i forbindelse med en påstået kontrakt i Dinamo Tblisi i Georgien i juli 2018, hvor Verhagen dog ikke umiddelbart har spillet, samt i forbindelse med skiftet til moldoviske Dinamo-Auto.
bold.dk har talt med Stellar Group, der ikke vil oplyse om konkrete spillere, men de er blevet forelagt de dokumenter og mails, som bold.dk er kommet i besiddelse af. Stellar Group understreger, at ingen af delene kommer fra dem.
Det kommer derimod fra et domæne, som hedder stellargroup.co i stedet for stellargroup.co.uk, og det er registreret i Holland.
- Det er fra en spam-emailadresse. Det ligner en, der bare har vores navne på, men det er ikke en Stella Group-mail. Vi kan ikke be- eller afkræfte noget omkring den konkrete spiller, men mailen er spam, oplyser Stellar Group til bold.dk.
bold.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra sportschef Jesper Fredberg.



Viborg FF
Betinia Liga
































