









Søndag aften skulle AaB og Viborg FF krydse klinger på Aalborg Portland Park. De to mandskaber kæmpede om at indtræde i anden runde af kvalifikationen til Conference League.
FC Midtjyllands sejr over OB i pokalfinalen betød, at femtepladsen skulle møde syvendepladsen i Playoff-kampen.
AaB måtte til kampen undvære Rasmus Thelander og Iver Fossum, som afsoner karantæne, mens Lucas Andersen, Magnus Christensen, Gudmundur Thórarinsson og Rufo alle sidder ude med skader.
Daniel Granli og Theo Sander var til gengæld tilbage i truppen, og førstnævnte startede inde.
Viborg måtte se bort fra Marokhy Ndione og Tobias Bech, som fortsat er ude med skader. Lars Kramer var heller ikke med, da han er blevet sat i forbindelse med et skifte til netop AaB.
Viborg kom ud til opgøret som lyn og torden, og det var udeholdet, der dominerede spillet i de første fem minutter. AaB havde svært ved at spille sig ud af Viborg-presset.
Men Viborg havde svært ved at udnytte spilovertaget, og de offensive skudforsøg endte med enten at blive blokeret eller gå forbi målrammen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Jakob Bonde og Justin Lonwijk sendte begge skud afsted mod AaB-målet - men begge forsøg blev blokeret.
I det 17. minut sendte Anders Hagelskjær et indkast i feltet, og i feltet dukkede Mathias Ross op og gjorde det til 1-0 - stik mod spil og chancer.
Målet rystede Viborg-mandskabet, og nu var det hjemmeholdet, der styrede kampens begivenheder. Det varede dog ikke længe, og efter 24 minutter svarede Viborg igen ved Jeppe Grønning.
En nedfaldsbold endte for fødderne af midtbanespilleren, som iskoldt med højrebenet flugtede kuglen forbi Jacob Rinne i AaB-målet.
Ti minutter før pausefløjt kom Mathias Ross igen på tavlen, troede de fleste tilskuere. Målet blev dog annulleret for offside.
Og lige før pausefløjt brændte Viborg en kæmpe chance. Lonwijk og Grot kom igennem og havde kurs mod én AaB-forsvarsspiller, men Lonwijk kunne ikke nå afleveringen fra Grot.
I anden halvleg var det hjemmeholdet, der kom bedst ud, men de havde svært ved at skabe noget offensivt i de første minutter.
Den første chance tilfaldt dog Viborg, og det var hollandske Grot, der forsøgte sig med en afslutning, men det skabte ingen problemer for Rinne.
De efterfølgende ti minutter var præget af hårde dueller, og ingen af mandskaberne havde held med at kombinere sig frem til noget farligt.
Et kvarter før slutfløjt blev Lucas Lund Pedersen tvunget til at sende en returbold i feltet, men et vågent Viborg-forsvar fik afværget.
I slutminutterne pressede AaB for alvor på, men hverken Prip eller Kusk havde held med at lukke opgøret. Det betød, at kampen skulle i forlænget spillet tid.
Forlænget spilletid og straffe
De to mandskaber skulle nu ud i to gange 15 minutter, og i det 97. minut var indskiftede Anton Gaaei utrolig tæt på at bringe sit hold i front, men storspillende Rinne reddede med foden.
Farligere blev det ikke i de første 15 minutter af den forlængede spilletid.
I det 111. minut blev 18-årige Gustav Dahl sendt på banen til sin debut.
Kampens største chance kom efter 113 minutter, da Casper Gedsted kom helt alene igennem med Viborg-målmanden, men friløberen blev brændt.
Ingen af klubberne formåede at score det vindene mål, og derfor skulle det hele afgøres fra straffesparkspletten.
Rinne tog det første spark og skød over mål. Dernæst scorede Bonde, mens Prip brændte.
Christian Sørensen missede det fjerde spark, og det efterfølgende spark tog Mathias Ross sig af. Han scorede sikkert.
Dernæst scorede Bürgy, mens emeta brændte.
Jatta kunne til sidst afgøre det, og det gjorde han også - stensikkert.
Det betyder, at Viborg skal ud i Europa.