Viborg FF vinker farvel til sin topscorer, der drager på eventyr.
Onsdag formiddag annoncerer Viborg, at man har solgt 24-årige Sebastian Grønning til sydkoreanske Suwon Samsung Bluewings.
- Da vi hentede Sebastian i Skive på en fri transfer, så var det med en plan og målsætning om, at vi skulle tilbage til Superligaen sammen, og at Sebastian skulle være en profil og topscorer for os. Det kan vi sætte flueben ud for, og så var det også en del af planen, at han skulle videre, når der kom en spændende mulighed.
- Den spændende mulighed er der for Sebastian nu, og samtidig er det en god økonomisk aftale for os, så vi er tilfredse med handlen, da det også er vigtigt for vores strategi at kunne sælge spillere til udlandet. Så selvom vi selvfølgelig er ærgerlige over at miste en dygtig spiller, er vi samtidig også glade og stolte over handlen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi takker Sebastian for målene, mange gode præstationer, sin skæve facon og det altid gode humør, og så ønsker vi ham alt muligt held og lykke på sit eventyr i Sydkorea, siger Viborg-sportschef Jesper Fredberg.
Suwon Samsung Bluewings blev i 2021 nummer fem i den bedste række i Sydkorea.
Sebastian Grønning nåede 50 kampe for Viborg med 31 kasser til følge.

Viborg FF 






















