












Onsdag aften rullede bolden i Oddset Pokalen, hvor FC Fredericia og Viborg FF krydsede klinger på et regnvådt Monjasa Park.
Her skulle der gå en halv times tid, før netmaskerne fik lov til at blafre for første gang.
Et klodset straffespark blev begået af hjemmeholdets Jeppe Kudsk, og så kunne Jeppe Grønning iskoldt sparke kuglen i kassen fra ellevemeterpletten.
Det slog dog på ingen måde hjemmeholdet ud af kurs.
Blot et par minutter senere blev der nemlig bragt balance i regnskabet til stor jubel for de fremmødte tilskuere.
En tilfældig bold landede for fødderne af Sofus Johannesen, der tog den med sig videre og sparkede den fladt ind via stolpen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kampen vendt på hoved
Der stod dermed 1-1 på måltavlen, da dommeren fløjtede til pause i Fredericia, hvor hjemmeholdet formåede at vende kampen på hovedet ti minutter før tid.
Indskiftede Oscar Buch fik fat i kuglen, tog et træk ind i banen og bankede den fladt ind forbi Lucas Lund, som så noget uheldig ud i situationen.
2-1 til Fredericia, som styrede direkte mod kvartfinalen i Oddset Pokalen.
Men Charly Nouck ville det anderledes. Få minutter senere udlignede kantspilleren således og sørgede for forlænget spilletid på Monjasa Park.
I løbet af den ekstra halve time formåede begge mandskaber at spille sig frem til et par fornuftige muligheder, men ind ville kuglen ikke.
Onsdagens opgør mellem Fredericia og Viborg skulle derfor afgøres i straffesparkskonkurrence.
Her endte sidstnævnte med at trække det længste strå og er dermed videre til kvartfinalerne i Oddset Pokalen.
Det afgørende mål fra pletten blev sendt ind af Jean Manuel Mbom.


FC Fredericia
Viborg FF
Oddset Pokalen
































