Mandag meddelte DBU, at Wahid Faghir var blevet muskelskadet, og at han derfor ikke er med i den sidste gruppekamp ved slutrunden mod Rusland.
Det er et stort tab for hele holdet, men der er masser af spillere blandt de danske talenter, som nok skal tage over for Faghir. Og derfor skal U21-landsholdet nok få løst problemet.
Det fortæller Victor Jensen på mandagens pressemøde, hvor han også kommer ind på, hvordan Faghir har det.
- Han er selvfølgelig ærgerlig. Det er jo klart. Det var også en stor mulighed for ham for at komme ind og vise sig frem i truppen. Så både ham og hele holdet er ærgerlige og skuffet på hans vegne over, at han ikke kan være med i den sidste kamp.
- Men så er der bare nogle andre, der skal steppe op. Vi skal nok få det løst alligevel. Men selvfølgelig er det super ærgerligt.
- Vi har en rigtig stærk trup, så det er ikke fordi, at vi bliver svagere. Det synes jeg overhovedet ikke. Der er stærk kvalitet hele vejen rundt. Og jeg er sikker på, hvem der nu vil komme ind, nok skal udfylde jobbet 100 procent.
Artiklen fortsætter efter billedet

Carlo Holse mener også, at det er synd for Vejle-spilleren, men der er så mange dygtige spillere på holdet, så Albert Capellas skal nok finde den rigtige løsning.
- Det er jo synd for Wahid, men vi har så mange på holdet, der også kan spille flere positioner. Så selvom det selvfølgelig er rigtig synd for ham, så har vi flere spillere, der kan dække dem.
- Vi sidder også to her, der kan spille flere forskellige positioner. Det skal nok løse sig. Han har selvfølgelig været stærk og rigtig god i 3F Superligaen, men på det her niveau skal der bare være andre, som kan tage over.
Danmarks sidste gruppekamp ved U21-slutrunden mod Rusland bliver sat i gang onsdag klokken 18:00.