Premier League -Victor Kristiansen åbner op om turbulent tid i Leicester: Det har været hårdt
Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix
2023-06-14 09:30:00
Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

Victor Kristiansen åbner op om turbulent tid i Leicester: Det har været hårdt

bold.dk har talt med Victor Kristiansen, som her sætter ord på en turbulent tid i Leicester, hvor danskeren har haft det hårdt. Han skulle nemlig vænne sig til en helt ny situation i kampen om overlevelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Victor Kristiansen har haft en begivenhedsrig sæson.

Den 20-årige dansker kan nemlig se tilbage på en tid, som i starten bød på Champions League med FC København, inden at Leicester så stod klar med en kontrakt.

Dermed har der stået Premier League på menuen for Kristiansen det seneste halve år, men det har ikke været nemt at tage skridtet fra København.

I et interview med bold.dk sætter Victor Kristiansen nu ord på tiden i Leicester, hvor han har været hele følelsesregistret igennem.

- Det har overordnet set været helt fantastisk og var et skridt, jeg gik og ventede på. Det var egentlig bare noget, som jeg kæmpede for skulle lykkes. 

- Det er et halvt år, hvor jeg har lært en utrolig masse omkring fodbold, og hvordan det er at spille på det absolut højeste niveau hver weekend, men også omkring mig selv.

- At opleve den her kontrast fra at gå og cykle til træning til lige pludselig at skulle stå på egne ben over i England, det har været meget lærerigt.

Desperate tider i Leicester

Det hele har dog ikke været nemt for Victor Kristiansen.

Den danske back gik fra en tilværelse i FC København, hvor det handlede om pokaler og mesterskaber, men i England var det nu helt anderledes, da Kristiansen skiftede til et hold, som kæmpede for livet i Premier League.

- Jeg synes faktisk, at det var endnu hårdere at være i det der nedrykningsræs i en turbulent tid, hvor det er desperat for både spiller, træner og klub. Det var meget svært at finde ud af, hvordan man skulle håndtere det.

- Så det var hårdt og rigtig svært at være i. Men nu sidder jeg på den anden side og kigger egentlig bare tilbage og har fået en masse gode lærepenge, siger Victor Kristiansen.

Hvorfor har det været svært at være i? 

Jeg har spillet i én klub i hele mit liv. Det her FCK-DNA, som man er så glad for at tale om, er jo fuldstændig indgroet i mig. Spilprincipper, spilmønster, løbemønster og alt sådan noget, det er jo bare noget, der sidder på rygraden. 

- Nu kom jeg lige pludselig over til et sted, hvor jeg skulle finde mig selv og mine holdkammerater. 

- Når man kommer til en klub, hvor man er i en presset situation, har syv/otte kontraktudløb og en træner, der blev fyret, der er bare utrolig meget usikkerhed omkring en masse ting. 

- Så kommer man der som helt ung dansker og ikke rigtig ved, om man skal løbe til højre eller venstre. Det var svært. 

Fra PL-nedrykning til guldfest i Parken

Victor Kristiansen første halve år i Leicester endte på den værst tænkelig måde, da de tidligere Premier League-vindere ikke sikrede sig overlevelse.

Nu skulle Kristiansen så tilbage til København, fordi her havde FCK derimod sikret sig det danske mesterskab, hvor backen skulle have sin guldmedalje.

Og det var en speciel oplevelse, siger Kristiansen.

- Det var jo lidt paradoksalt, at man gik fra at rykke ned med Leicester til lige pludselig at vinde mesterskabet med FCK. Det var meget intenst ugerne op til, hvor jeg også kom lidt ud på bænken og følte mig lige pludselig ikke så værdsat, som jeg gjorde i starten.

- Så det var meget hårdt, som jeg også har sagt. Men nu er det en ny udfordring.

Hvordan var det at fejre guldet med FCK, når man havde en nedrykning i bagagen?

- Det var svært. Man skulle også huske at have noget respekt for Leicester, så det prøvede jeg egentlig bare at udvise. Jeg prøvede også at være glad på vegne af mine tidligere holdkammerater og trænere. Men jeg skulle på samme tid have noget respekt og ydmyghed for min nuværende arbejdsgiver.

De mange Leicester-fans skal ikke frygte, at Victor Kristiansen nu forlader klubben, da der er Championship på programmet i næste sæson, da danskeren er klar til at få klubben tilbage i det bedste selskab igen.

Så du skal ned og spille Championship med Leicester?

- Ja, det er planen lige nu. Championship er fandme heller ikke dårligt at spille i som 20-årig. 46 kampe og en masse andre pokalturneringer, enten U21 eller A-landshold, så det ser jeg bare frem til.

- Det er klart, at man købte ind på, at det hed Premier League, men som jeg også har sagt før, så kan man heller ikke gå og tænke i, om man rykker ned eller ej. 

- Man er nødt til bare at gribe chancen, når den kommer og smede, mens jernet er varmt. Det gjorde jeg og sprang ud i det. 

- Jeg er sikker på, at om ti år, når jeg kigger tilbage på min karriere og forhåbentlig vendt tilbage til FC København, er jeg glad for det, siger Victor Kristiansen til bold.dk.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce