
- Drengene har virkelig gået til den.
Smilet i Hasan Kurucays stemme er ikke til at tage fejl af. Lørdag var den dansk-tyrkiske midtstopper med til at spille Schalke 04 tilbage i Bundesligaen, og dagen derpå bobler euforien stadig.
Bold fanger Kurucay, præcis som han er ankommet til klubbens træningsanlæg, hvor han hurtigt registrerer, at flere holdkammerater har haft det som slutdestination for nattens udskejelser.
- Folk havnede forskellige steder. Der er et par stykker, der har sovet på træningsanlægget. Jeg er selv lige kommet herud for at få lidt is på min ankel alene.
- Der ligger en på sofaen, og der ligger også en inde i fitnesslokalet. Jeg forestiller mig, at folk ligger andre steder også. Der er blevet gået til den i hvert fald, siger Kurucay med et grin.
Selv røg han forholdsvist tidligt hjem fra oprykningsfesten, da han grundet sin religion ikke fester igennem med alkohol.
- Jeg havde nogle venner på besøg fra Danmark, så vi var selvfølgelig med oppe i VIP-loungen, og så viste jeg dem lidt rundt på stadion. De kom med ned i omklædningsrummet og ud på banen, og så rullede vi stille og roligt væk og fik spist noget mad.
Artiklen fortsætter efter billedet

Taget fusen på alle
Oprykningen til Bundesligaen er karrierens hidtil største øjeblik for 28-årige Hasan Kurucay.
Han havde sin fodboldopvækst i OB, men fra senioralderen har han været vidt omkring, inden han endte i Schalke forud for denne sæson.
På det tidspunkt havde klubben præcis undgået nedrykning til Tysklands tredjebedste række, og derfor var der ingen, der havde forventet, at denne sæson skulle føre til oprykning.
- Hvis du før sæsonen havde spurgt hele fodbold Tyskland, om vi ville rykke op, tror jeg ikke, at der var nogen, der ville have sagt ja, siger Kurucay og forklarer opskriften bag succesen.
- Det er en blanding af, at der er kommet nogle dygtige folk ind i den øverste del af klubben, en træner med en klar filosofi og nogle profiler i truppen.
- Det har været en spændende rejse, men det var en af grundene til, at jeg valgte at skifte hertil. Jeg drømte om at være en del af det her, og nu kan jeg tikke alle boksene.
En sovende gigant
Mens de seneste år har været svære for Schalke, er der ingen tvivl om klubbens historiske renommé.
Derfor mærker Hasan Kurucay også et stort fokus på oprykningen, som strækker sig ud over de tyske grænser.
- Den her klub tilhører ikke 2. Bundesligaen. Det tror jeg hele verden vil give mig helt i. Det har været en sovende gigant indtil i går (lørdag, red.).
- Schalke tilhører Bundesligaen, og det har jo også været en Champions League-klub.
- Nu har vi taget første skridt, og klubben prøver at få stabiliseret sig på toppen på alle fronter, siger midtstopperen.
Voldsom dag
Det var lørdagens 1-0-sejr over Fortuna Düsseldorf på Veltins Arena, der sikrede Schalke billetten til Bundesligaen.
Og allerede i dagene op til kampen mærkede Kurucay på egen krop, hvor meget der var på spil.
- Det var en voldsom dag, og dagen før kunne jeg slet ikke sidde stille, for jeg ville bare have, at kampen skulle spilles. Jeg kunne ikke vente. Det kriblede i mig, for jeg ville bare spille og rykke op, siger dansk-tyrkeren.
Han ved, at det har betydet ekstremt meget for mange mennesker, at Schalke nu er en del af det fineste fodboldselskab i Tyskland igen.
- Man kunne godt mærke presset op til kampen med fanmarchen fra byen til stadion. Der var 20.000-25.000 fans, der tog del i det. Og bare den energi, der var, da vi løb ud til opvarmningen, var et tegn på, at folk virkelig har ventet på det her moment i rigtig lang tid.
- Det var en kæmpe forløsning for fansene at komme tilbage, hvor man hører til.
Ankel lignede en tennisbold
Hasan Kurucay startede inde og skulle efter planen have spillet fuldtid i oprykningskampen, men forsvarsspilleren måtte lade sig udskifte efter 81 minutters spil.
- Min venstre ankel var dobbelt så stor som højre. Det lignede en bowlingkugle, efter at jeg fik to stemplinger, der gjorde, at jeg ikke kunne fortsætte, siger Kurucay.
Han måtte derfor overvære de sidste minutter fra bænken.
- Det var lidt hårdt ikke at være på banen. Det var en mærkelig følelse, og jeg kunne heller ikke deltage så meget i at hoppe og danse. Det var lidt irriterende.
- Men det var vilde følelser, der gik gennem ens krop ved slutfløjt. Specielt også med den karriere, jeg har haft, var det for mig en kæmpe personlig sejr. Det var utrolig vigtigt.
Hvordan fejrede I det?
- Vi gav den gas i omklædningsrummet og overraskede træneren til pressekonferencen. Derfra fortsatte festen i VIP-loungen med familier og besøgende, og efter det virker det så til, at gruppen splittede sig ud, afslutter Hasan Kurucay.

Schalke 04
Tyskland 2. Bundesliga



































