2022-08-04 10:51:01

Vild jagt på FCH-bomber: AGF blandt bejlerne

Helsingør-angriberen Tonni Adamsen har længe lignet en ny Silkeborg-spiller, men Superliga-bronzevinderne risikerer at blive overhalet indenom

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det lignede en done deal. Som Helsingør Dagblad var de første til at berette i fredags, var Tonni Adamsens klub, FC Helsingør, og Silkeborg blevet enige om en overgangssum for angriberen, som i sidste sæson scorede 15 gange i NordicBet Ligaen.

Han var da heller ikke udtaget til deres kamp i NordicBet Ligaen mod Hobro samme aften, og siden har folk i både Silkeborg og i Helsingør ventet på, at han skulle komme overens med sportschef Jesper Stüker om sine personlige vilkår og blive præsenteret som Kent Nielsens første forstærkning til angrebet i dette transfervindue.

Sådan skulle det ikke gå, og tirsdag var Tonni Adamsen tilbage i den Helsingør-trup, som slog Hvidovre 4-2 i Pokalen. Han leverede to kasser og en assist.

I kulisserne er spillet også i fuld gang. For imens Silkeborg har nølet med at servere en kontrakt, Adamsen finder attraktiv nok, har andre bejlere meldt sig på banen.

Ikke kun fra andre Superligaklubber, men også fra det svenske og det norske.

- Han er en af de varmeste angribere i dansk fodbold for tiden. Interessen den seneste halvanden måned har været vild, og jeg vil blive overrasket, hvis han spiller hos os, når transfervinduet lukker, siger FC Helsingør-træner Morten Eskesen til bold.dk.

Helsingør-træneren vil ikke fortælle præcis hvilke klubber, der henvender sig, men bold.dk erfarer, at såvel de svenske klubber Göteborg og Hammarby og norske Viking Stavanger som en bred kam af danske Superliga-klubber jagter den 27-årige angriber, som Helsingør hentede for halvandet år siden i 2. division.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der har været en del sportsdirektører, der har ringet fra ind- og udland, og jeg har så henvist dem til Jim Kirks, vores direktør, som tager dialogen og eventuelle forhandlinger derfra, fortæller Eskesen.

Blandt Superliga-bejlerne er Viborg, men også AGF, som ellers både har forlænget kontrakten med anfører Patrick Mortensen og hentet norske Sigurd Haugen i dette transfervindue. 

Men træner Uwe Røsler spiller i modsætning til sin forgænger David Nielsen med to deciderede angribere, og med Dawid Kurminowski som eneste alternativ til den foretrukne frontduo, har AGF sat jagten ind på yderligere tilføjelse til forreste linje.

22 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0