
Tidligere lørdag tabte Real Betis og det betyder at Valencia er sikre på at skulle spille Champions League i den kommende sæson.
Lørdag aften var La Ligas nummer fire på besøg hos nummer seks fra Villarreal i et derby.
Daniel Parejo truede Villarreal-målet med et frispark, som dog blev sendt over. Sergio Asenjo var på plads og reddede, da Rodrigo forsøgte sig efter forarbejde af Santi Mina. Asenjo blev også den store i duellen med Mina, da han fik en mulighed.
Hjemmeholdet Villarreal var mest på bolden og skabte også muligheder, men det lignede længe en nulløsning mellem de to hold.
Det blev det dog ikke til, for i det 86. minut fik Villarreal netmaskerne til at blafre.
Et frispark blev sendt ind i Valencias felt og her steg Mario Gaspar til vejrs og satte hovedet på, så bolden sejlede i mål i det lange hjørne.
Det formåede gæsterne ikke at svare igen på og hjemmeholdet sikrede sig dermed en sejr på 1-0.


Villarreal
Valencia
La Liga

































