Dagen før Ringkøbings sæsonpremiere mod Aarhus Fremad forleden stoppede forsvarsprofil og anfører Jesper Dalsgaard i klubben, som han har spillet 241 kampe for.
Parterne kunne ikke blive enige om indholdet af en aftale, og derfor gik de hver til sit.
- Jesper holder både fysisk, spillemæssigt, verbalt og med hensyn til vindermentalitet et højt niveau, så det er en mavepuster. Jeg er bevidst om, at der er to parter, der skal blive enige, når der forhandles, og det har tilsyneladende været svært.
- Sådan er det, men er ærgerligt og en kæmpe streg i regningen for mig som træner og ikke mindst for holdet, siger Ringkøbing-træner Nicolai Wael til bold.dk.
Ringkøbing har lavet aftaler med en stribe af profilerne fra sidste sæson, krydret dem med folk ude fra og har nu 27 mand i sin førsteholdstrup.
- Truppen er sådan det på plads. Men vi holder selvfølgelig øje med, hvis der sker noget rundt omkring. Vores bredde er styrket og er på plads, så hvis der skal ske mere, er det fordi det er en spiller, der styrker startelleveren markant.
- Vi har en god og konkurrencedygtig trup i forhold til 2. division, men vi søger selvfølgelig også altid at gøre vores forudsætninger endnu bedre, siger Wael, der spår flere ændringer på sit hold i de kommende uger.
- Mange af de unge skal lige bygge lidt mere på. Jeg tror, holdet kommer til at se anderledes ud i løbet af de næste tre ugers tid, for der er mange, der byder sig til. For eksempel en Matias Thorup, der har set spændende ud i opstarten, siger Wael og henviser til det tidligere Esbjerg-talent.
Fem af de 27 spillere i Ringkøbings trup er nyoprykkede U19-spillere, der i første omgang er med for at lære.
mikael@bold.dk


Ringkøbing
CampoBet 2. division































