Politik og menneskerettigheder har fyldt meget før og under VM-slutrunden i Qatar.
Lige før startfløjt i kampen mellem Tyskland og Japan, protesterede tyskerne på deres helt egen måde, da alle spillere i startopstillingen holdt sig for munden på det officielle holdfoto.
Aktionen kom også i kølvandet på, at tyskerne sammen med seks andre lande, herunder Danmark, ikke måtte bære One Love-anførerbindet.
Som bekendt blev VM-slutrunden en kæmpe fiasko for både tyskerne og danskerne, som røg ud allerede efter gruppespillet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Spørger man den tidligere Arsenal-manager Arséne Wenger, som i øjeblikket er chief of global football development hos FIFA, har det været problematisk for visse landshold at fokusere på politik.
Det siger han i et interview ifølge The Telegraph.
- Når du tager til et VM, skal du ikke tabe den første kamp. De hold, der ikke skuffede i deres første kamp, er dem med erfaring og resultater i tidligere turneringer som Frankrig, England og Brasilien.
- De spillede godt i den første kamp. Det var også de hold, der var mentalt klar, med indstillingen om at fokusere på konkurrencen og ikke på politiske protester.