Der bliver nok sunget 'Born in the U.S.A.' i denne tid hos West Bromwich, da klubben har skrevet kontrakt med den 21-årige amerikanske angriber Daryl Dike, som er kommet til fra Orlando City.
Det meddeler West Brom på sin hjemmeside, hvor de desuden oplyser, at amerikaneren har fået en kontrakt frem til sommeren 2026.
- Jeg er glad for, at vi har hentet Dike. Han har altid været vores førsteprioritet. Dike har alt det, vi har brug for på 9-positionen. Han har energi, styrke, og så er han også i stand til at udfordre forsvarsspillerne og score mål, udtaler manager Valérien Ismaël.
I sidste sæson blev det til 11 mål i 19 kampe for Orlando City for Dike.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han var dog også udlejet til Barnsley i den seneste sæson, hvor han fik nettet til at blafre ni gange i 19 kampe, så det er en amerikaner med mål i støvlerne, som er kommet til byen.
Daryl Dike kommer dermed til at kæmpe med blandt andre danske Kenneth Zohore om spilletid helt i front hos West Bromwich.