West Ham har sikret sig en forstærkning på målmandsposten.
For torsdag har Premier League-klubben offentliggjort, at den har skrevet kontrakt med 28-årige Alphonse Areola for den kommende sæson.
Areola er tilknyttet PSG, hvorfra han altså nu bliver udlejet. Samtidigt oplyser West Ham, at klubben har sikret sig en købsoption på den franske målmand.
Hos den nye West Ham-målmand er der glæde at spore over skiftet til Premier League, hvor han også var i sidste sæson, da han var udlejet til Fulham.
Artiklen fortsætter efter billedet

- London er et fedt sted at bo og arbejde, og Premier League er selvfølgelig en af verdens bedste ligaer, som jeg også nød i sidste sæson.
- Det var svært for mig og holdet (Fulham, red.), men jeg nød at spille i Premier League. Vi var uden vores fans, men i år får vi fansene tilbage, så jeg kan ikke vente med at mærke atmosfæren på stadion, siger Alphonse Areola til klubbens hjemmeside.
28-årige Areola stod 37 kampe for Fulham i sidste sæson, hvor det blev til 10 clean sheets.