Brøndbys nyeste indkøb fik sin første start for klubben, da de blågule gik videre i pokalturneringen med en 2-1-sejr over Vejle Boldklub torsdag aften.
Sammen med Daniel Wass og Bartosz Slisz udgjorde Casper Winther nemlig Brøndbys midtbane, og den tidligere Lyngby-anfører efterlod et positivt indtryk forud for søndagens derby, hvor værterne må undvære en karantæneramt Slisz.
Men fraværet af den polske midtbanemotor er ikke noget, Mads Frøkjær frygter.
Netop fordi han mener, at bredden er god.
- Jeg synes, vi har en enormt stærk midtbane. Jeg synes, vi har noget dybde dér. Vi har en dybde, der gør, at man ikke er utryg ved nogen.
- Alt efter hvem der kommer ind, er jeg sikker på, at det ikke gør os dårligere som hold, fortalte Frøkjær efter fredagens træning på Vestegnen og fremhævede efterfølgende Casper Winther:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Han er en god dreng. Han har været lidt stille her til at starte med, men det er også første gang i 12 år, han skifter klub, så det er lidt nye rammer for ham.
- Han virker til at være en topdreng, som træner godt. Jeg synes også, han gjorde en virkelig fin figur ovre i Vejle. Man kunne se nogle af de ting, han bringer.
- Især hans fremadrettethed med bolden. Og han kommer også flot rundt. Jeg synes, der er meget i vente for ham, når han for alvor får lov til at spille sig ind på holdet.
Samme opfattelse står Max Ejdum med:
- Jeg synes, det er en rigtig god signing. Han er kølig på bolden og en god fodboldspiller. Uden tvivl kan han komme ind og hjælpe os rigtig meget.
Tiden vil vise, hvem der starter på Brøndby-midtbanen mod FC København.
Der er kampstart klokken 14.00.

Alt på spil i Brøndby
Hattrick | Afsnit 23Det er søndag, at derbyet mellem Brøndby og FC København finder sted, og vi tager en snak om de største historier op mod kampen, hvor der allerede har været tryk på.
Læs mere
FC København
Brøndby IF
3F Superliga

























