Manchester City er denne sommer med i træningsturneringen Premier League Asia Trophy, hvor klubben forbereder sig til titelforsvaret i England.
Lørdag skulle klubben så op imod Wolverhampton, som forleden slog Newcastle med hele 4-0. Opgøret var turneringens finale.
Det blev dog ikke ligefrem noget festfyrværkeri, men der var dog muligheder til særligt City.
Allerede i andet minut strøg Raheem Sterling af sted mod mål, men Patricio i Wolverhampton-kassen var på plads.
Efter 12 minutter var det den nye mand Rodri, der på en eller anden måde formåede at brænde en kæmpe chance fra en position tæt på målstregen.
Ni minutter senere var der igen fare på færde i Wolverhamptons ende. Adama Traore nedlagde Leroy Sané i feltet, og så fik City straffespark.
Raheem Sterling skulle eksekvere, men englænderen sparkede bolden et pænt stykke over mål.
Leroy Sané nåede også selv at få en chance, inden der blev fløjtet til pause, men hans afslutning med venstrebenet strøg et pænt stykke forbi mål.
I anden halvleg kom så Wolverhamptons første store mulighed. Ruben Neves fik bolden på kanten af feltet og sparkede på mål, men Claudio Bravo reddede forholdsvis nemt i kassen.
Efter 77 minutter var Patricio igen på plads med en stor redning, da David Silva forsøgte at krølle bolden op i hjørnet. Den portugisiske keeper nåede op og afværgede.
City pressede på i powerplay-stil til sidst, men lykkedes ikke med at få prikket hul på Wolverhampton.
Derefter skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Her blev Rui Patricio igen afgørende, da han pillede Citys sidste straffespark.
Wolverhampton vandt opgøret med 3-2 og vandt dermed også træningsturneringen.


Manchester City
Wolverhampton































