Würtz mistede rekord: Kan ikke spille til jeg er 50 år

Linjedommer Henrik Sønderby satte i sidste 3F Superliga-runde ny rekord for flest kampe i Superligaen, da han nu med 453 kampe har været med i én kamp mere end den tidligere AaB-anfører Rasmus Würtz. Kun trænere har flere kampe end Sønderby og Würtz.

Sønderby fortalte i et interview med bold.dk i denne uge om sin indtil nu 19 år lange karriere. Det kan du læse mere om her.

Henrik Sønderby fortæller i artiklen om forholdet mellem dommere og spillere og om dommerlivet i landets bedste række, og i denne artikel fortæller Rasmus Würtz om forholdet set fra en spillers side.

Hvad siger du til, at Sønderby nu har rekorden for flest kampe i Superligaen? 

- Det er imponerende, men hvis jeg nu kunne have spillet, til jeg bliver 50 år, kunne jeg nok have holdt ham bag mig, siger Würtz med et grin. 

- Jeg har gennem årene haft ham mange gange som linjedommer, og han er jo let genkendelig, og jeg har hilst på ham og snakket med ham mange gange, men når det er sagt, er det jo primært hoveddommeren, som vi spillere talte med. 

- Jeg synes, jeg fik en fin relation til flere dommere. Der var især nogle dommere, hvor man fik den følelse, at det er godt, at de skal dømme den kamp, man skal spille, og det skyldes jo især, at man kom godt ud af det med dem.

- Det var ikke altid, fordi de dømte mere rigtigt end andre, men den dér gefühl med, hvordan dommerne snakker med spillerne, og hvordan de håndterer kampene, giver en gensidig respekt mellem spillere og dommerne. 

- De bedste dommere har den evne til at snakke spillerne til ro og løse tilspidsede situationer, og det er især dem, som er i stand til at indrømme, hvis de har taget fejl, jeg har mest respekt for. Vi spillere begik jo også fejl, og at være i stand til at se det og indrømme det, er en vigtig kvalitet.

- Nogle dommere var bedre til den del end andre, og de dommere fik man en tættere kontakt til, og jeg har gennem årene som anfører også oplevet, at de kom til mig, hvis der var noget, vi som hold skulle tænke over. Altså hvis tingene var ved at blive for meget og koge over. Så kunne jeg være stødpuden og bede mine holdkammerater om at slappe lidt af. 

Er det typisk den vej, det går, altsånat dommerne gik til dig som anfører, hvis det var ved at koge over?

- Ja, der blev jeg ofte talerør for dem, for når tingene virkelig kogte derinde, kunne dommerne jo ikke nå rundt og tale med hver enkelt spiller, som var oppe i det røde felt. Der er det en anførers opgave at få den besked om, at Kenneth Emil altså ikke skal sige meget mere, så får han en advarsel, siger Würtz med et grin.

- I det tilfælde er det min rolle som anfører at tage fat i min holdkammerat og få lidt ro på.

- Min følelse er, at de bedste dommere også er dem, som udviser en stor forståelse for spillet, stemningen og energien i kampen. Når alt koger, og alle 22 spillere på banen vil gøre alt for at vinde, så kommer man nogle gange op i det røde felt, hvor man får sagt nogle ting, som er over stregen.

- De bedste dommere har en gefühl med, hvilken kontekst vi er i, hvad der er sket i kampen og så videre, og så ryger det gule kort ikke op ad lommen lige med det samme, men man kan lige snakke om tingene inden. 

- Så tager de kontakten til spillerne eller anføreren, og så løser det sig ofte, selvom der selvfølgelig også er tidspunkter, hvor der ikke er anden udvej end at give det gule kort. 

- At have den fornemmelse af, hvor spillerne er, og hvordan energien i kampen er, dem går man som regel fra banen med følelsen af, at de også var de bedste dommere, uden de nødvendigvis dømmer bedre eller lavere færre fejl end andre dommere.

- Over en bred kam har de sikkert begået de samme fejl og dømt lige så godt, som de øvrige dommere gjorde, men som spiller havde man bare følelsen af, at dommerne havde en større forståelse af det hele. 

Kan du genkende Henriks følelse af, at folk undervurderer, hvor meget dommerne gik op i deres arbejde, og hvor meget forberedelse der er?

- Ja, og jeg tror stadig, det eksisterer, og den dér følelse af, at dommerne bare vil os spillere det værste, den kom op i folk en gang imellem. Det kan godt være, det var der mere i gamle dage, men det sker stadig.

- Det gælder også for journalisterne, hvor spillerne også havde følelsen af, at ingen journalister alligevel ville spillerne noget godt, så der var ingen grund til at have for meget respekt for dem.

- Det fandtes, men det har også ændret sig en smule over årene. 

- Jeg er ikke i tvivl om, at dommerne altid har gjort det bedst muligt, selvom jeg helt sikkert også gennem min karriere fik sagt nogle ting, som kunne antyde noget andet.

- Jeg fik da sagt nogle ting, som ikke var i orden, og som jeg også blev straffet for, men jeg synes, at der er en sund respekt for, hvordan dommerne gør det, og den respekt kan de også være med til at øge selv, især ved at være gode til at have en gefühl med, hvordan spillere og trænere tænker og agerer, når kampene er i gang. 

- Jeg føler, at der er en gensidig respekt dommere, spillere og trænere imellem. Det håber jeg i hvert fald. 

Der er en uskreven regel mellem spillere om, at hvad der sker på banen, bliver på banen. Gælder det også for dommerne, altså at hvad der bliver sagt mellem jer i kampene, er glemt bagefter? 

- Hmm… det tænker jeg, at der er, men når det er sagt, er der da også episoder, hvor vi spillere efter kampene søger en forklaring på noget, der er sket i kampen.

- Men det sker på en stille og rolig måde; det synes jeg i hvert fald altid, at jeg selv har været god til, når jeg har talt med dommerne efter kampen og spurgt, hvad der skete, og forklaret, hvis jeg synes, der var ting, der ikke var okay, og at de havde overfortolket situationen. 

- Alt hvad der bliver sagt mellem parterne i kampens hede, kan man jo ikke som sådan diskutere bagefter, men man kunne om ikke andet tale om en situation ved at se billederne på video. 

- Om man kan lide VAR eller ej, korrigerer det heldigvis de mest afgørende situationer i dag, men dengang var der en del tilfælde, hvor man selv med tv-billederne kunne undre sig over, hvorfor de dømte, som de gjorde, og så kunne vi godt tage en snak om det efter kampene på en stille og rolig måde.

Har du oplevet en følelse af, at en dommer stadig bar nag efter en kamp, hvis han skulle dømme en kamp med dig og dit hold nogle uger efter?

- Ja, det har jeg. Måske ikke vedrørende mig personligt, men jeg har bestemt haft følelsen af, at en dommer kunne være forudindtaget omkring en spiller, og der virkelig ikke var lang snor.

- Som anfører var jeg flere gange inde og pointere, at de ikke skulle være lynhurtige med at give en spiller en advarsel, fordi han havde gjort noget på et andet tidspunkt. 

- Det kan jeg også godt finde eksempler på i dag, altså at der er spillere, som ikke har ret lang snor, før der falder en advarsel. 

Henrik Sønderby nævner det unikke i, at dommeren kunne snakke og spise sammen efter kampen. Kan du genkende det?

- Jeg har altid følt, og det gælder også den dag i dag, at man kunne snakke stille og roligt med dommerne efter kampen. 

- Det er korrekt, at man måske ikke gjorde det ude i midtercirklen efter kampen, hvor der stadig var meget fokus og mange øjne på én, men efter kampene i omklædningsrummet, spillertunellen og så videre har jeg altid følt, at man kunne tale med langt de fleste dommere, inklusiv Henrik. 

- Det var rart, at man kunne tage en snak om episoder fra kampen, måske også episoder fra tidligere kampe, og somme tider var det endda også hyggeligt at tale med dem, siger Würtz med et grin. 

- Men når vi er ude på banen, er både spillere og dommere så meget inde i det, de laver. Vi er alle profesionelle, og vi vil alle gøre det så godt som muligt og er fuldt fokuserede, men så kunne vi kigge hinanden i øjnene efter kampen og tage en god snak. Det er godt, det er sådan.

Har du nogensinde måttet opsøge dommeren efter kampen for at sige undskyld for noget, du havde sagt eller gjort under kampen?

- Jeg ved det sgu ikke. Jeg synes faktisk, at jeg var rimelig tålelig. 

- Selvfølgelig har jeg nogle gange brokket mig, men hvis jeg er gået over stregen, har det sjældent været for noget, jeg har sagt, men været fordi min attitude har været lige aggressiv nok. Sådan noget sker sgu i kampens hede, og jeg føler ikke, at jeg har haft grund til at sige undskyld, for jeg har som regel fået og taget min straf med det samme, eksempelvis ved advarsler.

- Jeg ved, at jeg i kampens hede til tider er gået over stregen, men så har jeg efterrationalisteret over det og efterfølgende været ovre til dommeren og sige, at han sgu nok havde ret, og så var den ikke bare overstået, men dommerne kunne også godt mærke, at jeg dermed kunne se tingene fra deres perspektiv, hvilket også hjælper på den gensidige respekt, som er så vigtig. 

- Den respekt bliver kun øget, hvis vi spillere også kan komme til dommerne og sige, at vi tog fejl, og at de havde ret. Det er vigtigt at kunne, men kan være svært midt i en kamp. 

Kan du genkende det, som Henrik siger med, at man i dag skal være mere varsom med at vise, at man har et godt forhold til en dommer, fordi det kan mistolkes?

- Der er jo kommet langt mere opmærksomhed på hele vores sportsgren, men lige i dette eksempelvis tror jeg bestemt, at det mere er dommerne, som tænker over det end vi spillere eller trænere, da de jo ikke vil risikere at stå i et dårligt lys.

- Det kan jeg sagtens følge dem i, for man kan hurtigt blive skudt noget i skoene, hvis man står og hyggesnakker for længe med en eller flere fra et hold før eller efter kampene.

- Det er ikke noget, jeg selv har tænkt over omkring kampene, hvor der er så mange andre ting, der fylder, og hvor man går rundt i en klokke af fokus, men jeg kan godt følge ham i, at man især efter kampene skal være opmærksom, da der er fyldt med journalister over det hele, som alle har telefoner, de kan tage billeder med.

- Jeg tænker, det især gør sig gældende, hvis der har været en episode i en kamp, hvor offentligheden mener, at kendelsen er gået det ene holds vej. Så skal dommerne ikke stå og grine med en spiller fra det hold efter kampen.

- Hvis kendelsen var forkert, har det jo aldrig været bevidst, men det kan hurtigt se forkert ud og blive mistolket med den opmærksomhed, der er i dag. Det gælder jo i al almindelighed og ikke bare for dommerne. 

- Der har da også været eksempler på, at en spiller heller ikke skal stå og hyggesnakke og grine alt for meget med en modstander, hvis man lige har tabt en kamp, også selvom man tidligere har spillet sammen med ham og har kendt ham i mange år.

Hvis jeg kender dig ret, griner du heller ikke af ret meget efter et nederlag.

- Haha, nej, det gør jeg sgu ikke. 

Men var tingene bare sjovere i gamle dage, hvor du var ny i professionel fodbold?

- Så skal man jo definere, hvad man synes, der er sjovt. Jeg håber da, at dem, der spiller fodbold i dag, synes, at det er sjovt. 

- Men det er klart, at det hele er blevet langt mere professionelt. I gamle dage var det hele mere stille og roligt, mens man i dag gør alt for at hente de sidste procenter. 

- Hvad end det er fysisk, mentalt eller livstilsmæssigt, så er man klar til det hele, og det var mere loose dengang, hvor vi godt kunne drikke en øl sammen i omklædningsrummet. Det gav nogle andre ting, for eksempel omkring sammenholdet, og det er ikke helt det samme i dag.

- Man havde det sjovt sammen efter kampene, kunne tage ud og drikke nogle øl sammen, og det sker ikke på samme måde i dag. Var man med på den vogn dengang, kom man nemmere ind omkring hierarkiet og var en del af gruppen.

- Det var ikke tredje halvleg, som man kendte det dengang i 90’erne, men nok en mellemting af dengang, og hvordan det er i dag. Det var absolut gode tider, men jeg kommer ikke til at sige, at det er bedre, end det er i dag, siger Würtz til bold.dk. 

39-årige Rasmus Würtz er den spiller, som har spillet flest kampe i Superligaen. Han nåede 452 kampe, og det er 55 mere end nummer to på listen, som er Hans Henrik Andreasen. 

Rasmus Falk er den aktive spiller med flest kampe i Superligaen. Han har spillet 342.