AS Roma-kreatøren Nicolò Zaniolo har været plaget af skader siden ankomsten til hovedstadsklubben. Han vendte stærkt tilbage onsdag, hvor han scorede til 2-1 i en testkamp mod Belenenses, der endte 3-1.
22-årige Zaniolo sad ude i sidste sæson med en korsbåndsskade, men han er igen klar til at tørne ud for Roma, der i denne sæson har José Mourinho på trænerbænken.
- Jeg har det fint. Fra dag til dag vokser troen på egne evner, og det er nu den 25. dag, hvor jeg er med holdet efter en lang periode ude, udtaler han til Football Italia og tilføjer:
- Vi er en god gruppe, og jeg håber, at jeg kan bidrage stort til holdet i denne sæson, for det har jeg og holdet brug for.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den tidligere Inter-spiller nyder at være tilbage på træningsbanen og sigter efter en god start på sæsonen.
- Det går rigtig godt. Vi træner altid med et smil, og det er en fornøjelse at komme ind på banen igen, siger Zaniolo til Football Italia.
Zaniolo har spillet 69 kampe for Roma, hvor han har lavet 14 mål og seks assists. Han underskrev i 2019 en femårig kontrakt med hovedstadsklubben.
Roma skal jagte en god sæsonstart den 22. august, hvor de tager imod Fiorentina på hjemmebane.

Roma
Serie A






























