36-årige Mathias Zanka er klubløs efter sit kontraktudløb i FC København, og der er tilsyneladende ikke truffet en beslutning omkring den videre karriere endnu.
Men Zanka trækker fortsat i fodboldstøvlerne.
Som tipsbladet tidligere tirsdag skrev, træner Zanka med i barndomsklubben B.93, men det er bare for at holde sig i gang.
Det bekræfter B.93-træner Kasper Lorentzen over for Bold.
Zanka har fået lov at træne med i en længere periode, oplyser cheftræneren.
I maj afviste Zanka umiddelbart at skifte til B.93.
- Jeg har ikke umiddelbart nogen idé om, at jeg skal spille 1. division i Danmark, lød det fra Zanka efter FCK’s 5-0-sejr over Randers, hvor B.93 endnu ikke var rykket ned i 2. division.
- Jeg har været ret klar i mælet om, at hvis jeg skal spille fodbold i Danmark, så skal jeg spille fodbold i FC København. Det skal jeg ikke længere, så derfor skal jeg ikke det.
På daværende tidspunkt gjorde han det også klart, at der endnu ikke er truffet en beslutning.
- Jeg træffer ikke beslutninger på så kort tid længere. Det har jeg ikke behov for – der er ikke noget tidspres.
- Jeg har haft otte dage til at tænke over det, og jeg vil bruge de næste måneder på at beslutte mig for, hvad jeg gør, sagde Zanka.
Mathias Zanka står noteret for 317 kampe i FCK-trøjen.


B.93
CampoBet 2. division




































