





Gareth Bales situation i Real Madrid har været heftigt diskuteret, siden Zinedine Zidane forleden var ude at sige, at waliseren var på vej væk fra klubben.
Årsagen, til at sagen blussede op, var, at Gareth Bale ifølge Zidane ikke havde lyst til at spille træningskampen mod Bayern München.
Siden blæste Bales agent ud i medierne og svinede Zinedine Zidane til for at behandle waliseren respektløst.
Derfor var det måske en smule overraskende, at Gareth Bale natten til onsdag var med i kampen mod Arsenal og sågar kom ind og scorede.
Men det var altså sådan, det gik, og det var Zinedine Zidane glad for efter opgøret.
- Gareth Bale havde en god kamp og spillede godt, så jeg er glad på hans vegne, siger Zinedine Zidane ifølge Sky Sports.
- Lige nu er han her hos os. Han spillede, fordi han gerne ville – det ville han ikke forleden. Han spillede og gjorde det godt. Det var min beslutning, og nu må vi se, hvad der skal ske med ham.
- Intet har ændret sig – I kender situationen, siger Zidane.
Gareth Bale har angiveligt bud fra kinesiske klubber, men han og familien har det godt i Madrid og har angiveligt ingen planer om at forlade byen, hvor waliseren hiver en enorm løn.


Real Madrid
La Liga
Audi Cup



































